Vi har nu boet i Malaysia et år, og vi nyder det stadig. Arbejdet med vores system har gået over al forventning, så vi er faktisk nogle måneder forud for tidsplanen. De første fra holdet begynder så småt at drage hjem til Danmark igen, men vi skal heldigvis blive i hvert fald et halvt år mere. Der skal derefter være en overdragelsesperiode på et år, hvor vi skal være to tilbage på projektet for at gøre det sidste færdigt, rette fejl og undervise vores lokale kollegaer. Det har hele tiden ligget i kortene, at jeg skulle være den ene af de to personer, og det er heldigvis blevet bekræftet. Vi kan derfor ved starten af 1990 se frem til yderligere 1 ½ år i det skønne Malaysia. Supergodt.
Med udsigten til det længerevarende ophold, så skiftede vi lejlighed. Da en kollega tog hjem, overtog vi deres lejlighed, da vi synes, at den lå bedre end vores. Lejlighederne var ellers identiske.
Gennem året fortsatte vi selvfølgelig med at udforske Malaysia og omegn. Vi var et par gange i Thailand på Phuket og Phi Phi samt i Bangkok og Chiang Mai. Ved årets slutning fejrede vi faktisk nytåret på Phi Phi.
Vi var også på en chartertur til Borneo, hvor vi overnattede i et primitivt langhus i junglen.
Andre steder i Malaysia, som vi dette år besøgte, omfatter øen Pulau Panco, Carrie Island (træskærerarbejde) Lake Chini, Østkysten. Også et smut til Singapore blev det til.
Min kollega Henrik scorede receptionisten hos IBM, hvor vi jo sad og arbejdede den første måneds tid i 1989. Det var jo Christine, som hen ad vejen også blev vores gode veninde. Christines mor, Evelyn, endte også med at blive en af vores særdeles nære venner. Henrik tog Christine med til Danmark med henblik på ægteskab – men kort før brylluppet fik han kolde fødder, og sendte hende retur til Malaysia. Det var synd for hende, men herefter kom vi også til at se rigtigt meget til hinanden.
Min anden kollega Kim scorede også. Vi havde hyret en sekretær, som Kim hurtigt blev lun på. Beatrice så ud til at gengælde interessen, men de havde det lidt svært med forholdet, der helst skulle holdes hemmeligt for hendes meget religiøse forældre, der begge var kristne præster af halleluja-typen. Da det efterhånden udviklede sig seriøst, så blev forholdet accepteret, da de valgte at blive forlovet. Det skete under en meget lang ceremoni, som selvfølgelig blev forestået af de pastoriske forældre. Herefter måtte de godt opholde sig sammen, men deciderede udflugter med overnatning måtte kun finde sted, hvis Gitte og jeg var med for at overse, at der ikke foregik noget gris. Da Kim så sluttede på projektet, blev de gift (igen meget laaaannnnggg ceremoni), og flyttede begge til Danmark.
Vi selv var også en tur i Danmark i sommerferien. Vi havde jo ikke været hjemme i 1 ½ år, så det var dejligt lige at konstatere, at alt var ved det gamle, og få hilst på vennerne derhjemme. Vores lejlighed kunne vi ikke bruge, da den jo var fremlejet – så vci lånte Ingers lejlighed, da hun ikke selv var hjemme.
Tanya trives i skolen, hvor hun har fået nogle gode venner, og sandelig er blevet flittig til at lave lektier. Gitte er så stolt af hendes gode karakterer.
Vi er flere, der har kastet os over den svære sport tennis, hvor vi har hyret en personlig træner, der med mere eller mindre held herser rundt med os på tennisbanen. Det er nu kun Gitte, der virkeligt går op i det, mens Kim og jeg tager det mere afslappet. Nå ja, Kim er måske ikke så afslappet, da han i arrigskab har smadret i hvert fald én ketcher. Kim og jeg er begyndt at spille en del squash, hvilket er virkelig hårdt i varmen.
Vi er meget sammen med vores amerikanske venner Claude og Anita – samt nogle af deres venner. De har opdaget en gammel tinmine, der nu er blevet til en sø. De har så indkøbt en windsurfer, som de forsøger sig med på søen. Vi har flere gange været med på udflugt dertil, og konstateret at windsurfing ikke bare lige er noget, man gør.
Lederen af vores Malaysiske kontor, Per, er taget hjem til Danmark med sin familie. Han er blevet afløst af Finn, der har sin kone Hanne med. Søde mennesker, som vi også ser en del til, og som bl.a. var med os på Phi Phi Nytårsaften.
Vi få tilbageværende fra Datacentralen har meget travlt på arbejdet. Systemet er taget i brug, og man er begyndt på det kæmpe arbejde det er, at få registreret hele Malaysias befolkning, der på dette tidspunkt er på ca 22 millioner mennesker. Det sker ved, at alle skal henvende sig på de lokale registreringskontorer og udfylde nogle formularer med alverdens informationer. De skal også aflevere et foto samt fingeraftryk. Alle disse formularer sendes så til hovedkontoret, hvor vi sidder. Her sidder flere hundrede medarbejdere, der skal gennemgå hver enkelt formular, og sammenholde informationerne med eksisterende dokumenter for pågældende person. Dataene skal indtastes og verificeres i vores system, hvilket jo er en meget omfattende opgave. Slutresultatet skal så være en national database (ligesom vores CPR-system), hvorfra der så skal fremstilles et identitetskort, som alle har pligt til at have på sig. Det går man meget op i her i landet. Arbejdets omfang er vist kommet lidt bag på dem hernede. Arbejdskraften er jo ikke så dyr, så man har ønsket at mange arbejdsprocesser skal udføres manuelt, fremfor at lade os lave nogle mere automatiserede løsninger. Nu får vi se, hvordan det går. Der blev ikke udstedt noget id-kort dette år.
Vælg at se årets begivenheder:
