15. september 2018
I september 2017 afholdt vi vores første arrangement – Det blev den første succes, af mange.
For at følge op og runde det år af, der er gået, har vi valgt at gense selveste Chimbo’s Revival med Ingvar Kristensen (også kaldet Rockens Far) i spidsen, og selvfølgelig vil vores alle sammen’s husorkester, Rockin’ Shads, også være på plads til at åbne festen.
Skynd dig derfor at sikre din billet til dette arrangement lørdag d. 15. september. Dørene åbnes kl. 17:30, og for dem der har bestilt mad, vil der være spisning fra kl. 18:00 indtil musikken starter kl. 19:00.
Vi håber selvfølgelig på en STOR deltagelse, når vi skal danse til “Crazy Man Crazy, og ballader som “Someone”. Så kridt skoene og tag med tilbage i tiden, hvor spytkrøller og anderøv, var i højsædet.
Arrangementet er åbent for både medlemmer og gæster udefra.
Prisen pr. billet er kr. 150- for medlemmer, mens vores gæster (som endnu ikke har meldt sig ind i klubben) må lægge kr. 200-.
Billetsalget åbner for medlemmer d. 30. juli, mens alle andre må vente til 6 august.

Et par ord om aftenens program.
Kl 17:30 åbnes dørene, og de første gæster kan begynde at finde siddepladser og smage på varerne i baren.
Er i en gruppe, der har reserveret plads sammen ved et bord, så burde i allerede have modtaget en mail om, hvor i er placeret. Der vil også være skilte med navn ved jeres pladser.
Har du også bestilt mad (frikadeller med kartoffelsalat og pastasalat), så kan denne hentes i baren fra klokken 18:00 og indtil kl 18:45.
Maden udleveres anrettet på tallerkner ved aflevering af den madbillet, som blev købt sammen med den ordinære billet.
Der vil desværre ikke være mulighed for at hente ekstra deller mv, da vi betaler slagteren nøjagtigt det samme for en portion, som vi har solgt den videre til vores gæster for. Der vil derfor heller ikke være mulighed for at købe mad under arrangementet.
Kl. 19:00 kan man godt begynde at kridte danseskoene.
Vores formand Pelle Kelm byder velkommen, hvorefter klubbens faste husorkester
Rockin’ Shads spiller op.
Der plejer at være folk på dansegulvet fra første strofe, og indtil pausen kl. 20:30.

Der bliver en kort pause kl. 20:30, mens vores næste band gør klar på scenen.
En god lejlighed til at besøge baren (eller toilettet) eller………..

Klubbens dygtige dansere Lajla og Steen vil i pausen sørge for en eller anden form for dans, som vi alle kan deltage i og få et godt grin. Det vides ikke helt, hvad de er ved at brygge sammen, men det bliver med garanti underholdende. Kom derfor med ud på dansegulvet og deltag i løjerne
Chimbo’s Revival underholder fra Kl. 21:00 indtil vi må begynde at pakke sammen kl. 22:30.
Selv siger gutterne fra Chimbo´s Revival om deres festlige Rock´n´Roll show, at det er en sjov blanding af musik fra rockens barndom og lidt stand up comedy.
Baren er åben hele aftenen.
Husk danseskoene og det gode humør – og lad os så få et brag af en fest.
Hvordan gik det så
Det gik skam fint. Ingen fest i Rødovre Star Club uden fyldt dansegulv til god musik og festligt samvær.
89 betalende gæster, så vi kunne godt have været lidt flere. Forhåbentligt er det udsolgte arrangement med Rocking Ghosts ikke en enlig svale.
79 af vores gæster havde også bestilt mad, hvilket affødte en del panik i køkkenet, da det ikke så ud til, at det leverede tilbehør til frikadellerne ville række. En sidste øjebliks opringning til slagteren resulterede i en ekstra levering – også af frikadeller, som vi egentligt havde nok af fra start. Nerverne i ro igen.

