I mine helt unge dage tilbragte vi mange ferier i Torkilstrup på Falster, i min mors barndomshjem.
Mormor og Moprfar havde smedien i Torkilstrup, og ikke langt fra den lå den gamle stubmølle.
På dette tidspunkt havde man ikke fundet det nødvendigt at låse møllen af, så man kunne bare gå ind. Møllen havde dog ikke været i drift siden 1945.
Torkilstrup Mølle er en af de få stubmøller, der stadig står hvor den blev bygget. Den er opført som kornmølle på en bakke syd for byen og tilhørte Torkilstrupgård.
Hans Mortensen overtog møllen i 1726 og drev den i 44 år. Han var en romantisk sjæl. I en bjælke inde i møllen, har han skåret “17 HMSM (hjerte) AMPD 43”. Amp er Anna Margrethe Pedersdatter, som Hans Mortensen giftede sig med i 1730. De må have været glade for hinanden, da han har skåret et hjerte mellem deres navne.
Møller Mortensen var en sparsommelig mand. Da han døde 65 år gammel, efterlod han bl.a. et slagur, et stenskrivebord, to spejle, en jernovn, et sengested med himmel, en bibel og en salmebog på tysk. Ved skiftet blev det til 793 rigsdaler 4 mark og 15 skilling til deling. Ikke dårligt når bønderne på den tid oftest intet ejede.
Nær møllen ligger Torkilstrup Kirke og præstegården, hvor B. S. Ingemann blev født i 1789.
Fra møllebakken er der en flot udsigt over landskabet.
Der er borde/bænke ved møllen.
Den ejes af Guldborgsund Kommune. (2003).