1974 Datacentralen flytter til Valby

Det var i forholdsvis kort tid, at jeg arbejdede for Datacentralen i Wittenberggade.

DC’s nye hovedsæde i Valby var nemlig ved at være bygget færdigt, så det var en stor dag, hvor jeg for første gang mødte på arbejde i de store haller dybt under jorden.

Jeg var faktisk den aller første, der mødte ind på arbejdet, så jeg følte mig lidt ensom.

Jeg arbejdede som operatør i omkring et år, hvorefter jeg startede på uddannelsen til programmør – hvilket hele tiden havde været planen.

Operatørarbejdet involverede 3-skifts arbejde, så i to ud af tre uger, var det ikke let at feste igennem om aftenen.

På tredie-skift (om natten) var det dog sådan, at de fleste fra holdet kunne gå hjem efter nogle timer, når det meste af nattens produktion var kørt. Kun et par stykker blev tilbage.

Der var også stille stunder på sådan et skift, hvor der kunne spilles kort og drikkes øl i operatørstuen. Alkoholpolitiken var ikke eksisterende dengang i de gode gamle dage.


Steen Jensen