Georg Stage er et dansk stålskib fra 1934, rigget som 3-mastet fuldrigger.
Skibet er et skoleskib, der tilhører den selvejende institution, “Stiftelsen Georg Stages Minde”. Stiftelsen blev oprettet i 1882 af skibsrederen Frederik Stage og hans hustru Thea, da behovet for en egentlig uddannelse af kvalificerede søfolk på det tidspunkt var stort. Skibet blev døbt Georg Stage efter parrets søn, der døde af tuberkulose, 22 år gammel i 1880.
Denne første udgave af Georg Stage blev bygget i 1882 ved Burmeister & Wain på Refshaleøen i København. Det gamle Georg Stage var også en fuldrigger – en smule mindre end det nuværende skib – med en længde på 36 meter, bredde på 7,7 meter og en dybgang på 3,7 meter. Skibet havde en hjælpedampmaskine på 50 HK. Den oprindelige besætning var på 80 elever og 10 officerer.
Det nuværende skib Georg Stage blev bygget på 5 måneder i 1934 ved Frederikshavn Værft og Flydedok og er siden da flere gange ombygget og moderniseret. Skibet sejlede ud på sit første togt den 24. april 1935. Skibet fik i 2007 ny hovedmotor, det er en Volvo Penta på 368 kW.[1] Det har en længde på 54 meter med bovspryd, en bredde på 8,4 meter og en dybgang på 4,2 meter. De 20 sejl har et sejlareal på 860 m² tilsammen. Den største mastehøjde er 31 meter. Gallionsfiguren er overført fra det gamle skib fra 1882. Galionsfiguren forestiller den unge Georg Stage.
Georg Stage sejler på togt fra april til september. Skibet har sejlet hvert eneste år, bortset fra under 2. verdenskrig, hvor sejladsen måtte indstilles på grund af minefaren. Skibet lå da i Isefjorden. I årene efter krigen, indtil 1950, sejlede skibet til gengæld to togter om året.
