Weekendtur til den historiske by
Vi har i denne weekend været en tur til byen Malacca. Malacca har været under både portugisisk, hollandsk og engelsk regering, så der ligger mange bygninger fra de forskellige perioder. Der er bla flere kirker, hvor en del stadig er i brug. Vi havde bestemt os til at bruge både lørdag og søndag i byen, hvilket jo betød, at vi måtte finde et hotel. Vi havde på forhånd bestemt os for et gammelt hotel – vistnok det første i Malacca. Hotellet hedder Majastic, men da vi henvendte os i receptionen, gik det op for os, at man skulle medbringe pas, når man checkede ind på et hotel i Malaysia. Vores pas lå stadig hos immigrationsmyndighederne, så dem havde vi ikke med.
Vi fik besked på at henvende os på politistationen, og der bede dem skrive et stykke papir, der gav os lov at overnatte uden pas. Vi forklarede på den lokale politistation vores historie til mindst 10 forskellige politimænd, og ingen forstod en brik. Til sidst kom der en politikommisær, der fattede, hvad det drejede sig om. Han var dog meget utilbøjelig til at skrive sådan et brev, som vi bad om, og da slet ikke til det hotel. Der havde nemlig været en del sager med det hotel, hvor der netop havde overnattet personer uden pas. Politimanden var dog villig til at ringe til et hvilket som helst andet hotel og sige god for os. Vi fandt så et andet hotel i en brochure, og manden ringede dertil. Vi fik så indlogeret os, men det havde taget halvanden time af vores tid. Hotellet, som vi kom til at bo på, var såmand udmærket – bare ikke så spændende som det andet.
Efter at have anbragt vores baggage på hotellet, drog vi ud for at se byen. Vi fik fat i en trishaw (en cykel med sidevogn og en dertil hørende mand der tramper i pedalerne) – eller var det ham der fik fat i os? – og han kørte os rundt i en time og viste os byens seværdigheder. Meget interessant. Jeg kunne næsten ikke bære blot at sidde der – uden at hjælpe med pedalerne.
Efter vores tur fik vi lidt at spise på en restaurant, inden vi blev fundet af en anden trishawmand. Det var egentlig kun meningen, at han skulle køre os hjem til hotellet, men det endte med, at vi var sammen resten af dagen – og aftenen.
Han fortalte os nemlig om en høj, hvorfra solnedgangen skulle tage sig perfekt ud, og han ville da også gerne køre os hen til et portugisisk show, der er hver lørdag. Desværre var der for mange skyer til solnedgangen, men showet var der ikke noget i vejen med. Vores trishawmand gjorde os selskab under hele showet (kinesisk, indisk og portugisisk dansetrup) og var meget behjælpelig med at få drukket de kander øl, som vi bestilte. Da showet var forbi, syntes han, at vi da havde det alt for festligt til sådan bare at tage hjem. Så han kørte os hen til en slags diskotek, hvor han hjalp os med at gøre kål på en kande øl mere.
Til sidst var vi næsten i familie med hinanden, og han inviterede os til at bo hos sig og sin familie (kone og fem børn) næste gang vi kom til byen. Vi tror endda, at han mente det.
Vi skulle da sandelig også komme ved juletid, da der foregår en masse juleri i byen. Vi skulle bare komme med hele familien og bo hos ham.
Til slut tog vi da så afsked ved vores hotel, og han kørte let slingrende ud i natten.
Næste morgen holdt han – efter aftale – og ventede på os uden for hotellet. Han skulle køre os til den båd, vi skulle op og ned ad floden med. Det gjorde han så, og vi havde en interessant sejltur på floden, der går gennem byen og som er grunden til byens store betydning for år tilbage.
Vi så fiskerbådene, kæmpestore firben og nogle meget store pramme, der fragtede varer fra de store skibe og ind til land. En sådan pram kan laste 300 tons, og har ingen motor. Den sejler ind og ud vha tidevandet.
Der var også indonesiske sejlskibe, der kom med varer fra Indonesien, som så blev byttet med varer fra Malaysia – de bruger ikke penge.
Vores trishawmand sad såmænd og ventede på os, da vi kom i land, og efter at have hældt en kop kaffe på ham, kørte han os tilbage til hotellet – efter nogle svinkeærinder til diverse attraktioner.
Vi sagde farvel, og startede ud på vores hjemtur.


