23. juli 1989
Bjarne og Susanna på besøg – Ankomst og oversigt

Bjarne Spangler og Susanna kom og besøgte os i tre uger. De ankom med flyveren søndag den 23/8, hvor vi så skulle møde dem.
Da vi så kom til lufthavnen i god tid og i et adstadigt tempo, så kunne vi ikke finde deres flyver på lystavlen. Vi begyndte så småt at blive bekymret over, om vi havde fået oplyst forkert tid, om flyveren var aflyst, eller hvad der nu kunne være hændt.
Så fik Tanya pludseligt øje på et par besynderlige mennesker med rygsække, som var gevaldigt udsmykket med danske flag. De havde stået der og ventet på os en halv time, da deres flyver var ankommet før beregnet. De mente så, at vi bedre kunne få øje på dem, hvis de flagede med danske flag – og deri havde de jo så ret.
Nå, stor gensynsglæde – godaw godaw.
Det varede ikke længe, før vi stiftede bekendtskab med noget af landets vilde dyreliv. Da vi var ved at proppe deres baggage i bagagerummet på bilen, begyndte det pludseligt at klø så gevaldigt på Bjarne og Steen. Det viste sig, at vi var kommet til at stå op ad en busk med en flok kæmpemyrer. Adskillige af disse væsener besluttede sig for at finde ud af, hvad vi mon var for nogle mærkelige væsener. Det blev til en gevaldig stepdans, som alle de grinende forbipasserende blev vidne til. Gad vide om de troede, at det var en dansk folkedans – nu altså med alle flagene også.
Vi havde myrer alle vegne, og måtte smide det meste af tøjet, mens vi børstede, klaskede og hoppede omkring. Det lykkedes tilsidst at blive tingesterne kvit, selvom vi da havde et par stykker med hjem i bagagerummet.

Ferien med Bjarne og Susanna er opdelt i afsnit – vælg ved klik i menuen.
