1989-31 Julefrokost

December

Julefrokost hos Kim og Henrik

Projektets to ungkarle måtte dele lejlighed, og de havde stillet denne til rådighed for årets julefrokost.

Vi havde alle de normale danske retter, der må og skal findes på sådan et julefrokostbord, og vigtigst af alt – vi havde hyret en Carlsbergpige (med et fadølsanlæg), der aftenen igennem sørgede for, at intet glas var tomt.

Julens vemodige sange blev afsunget til accompagnement af harmonika, hvor musikeren næsten ramte tonerne, og af og til takten. Der skulle også afsynges en til lejligheden forfattet sang, hvor det desværre kun var forfatteren, der kendte melodien.

Men pyt – det kunne ingen høre, efter at Carlsbergpigen havde været rundt nogle omgange.

Godt nok var Kim og Henrik begge ungkarle, da vi ankom, men det havde de begge fået gjort noget ved undervejs.

Derfor var, foruden kollegaer med deres mænd og koner, også Beatrice og Christine (begge lokale) med til festen.

Beatrice havde vi hyret ind som sekretær på projektet, og hende scorede Kim behændigt. Christine var receptionist hos IBM, hvor vi jo sad i starten, så Henrik havde været hurtig.

Efter maden var der dans og selskabsleg (der nær havde fået Per til at springe i luften), samt stor konkurense i LIMBO-dans.

Jeg er ikke sikker på, at alle “undergange” ville blive godkendt i den virkelige verden, men skidt pyt – det lagde ingen mærke til pga Carlsbergpigen. Finalen stod mellem Gitte Julin og Raad. Raad vandt, men Gitte tog den moralske sejr.

Super sjov aften, som vi jo ikke kunne gentage de følgende år, da hovedparten af projektet var taget hjem igen inden da.

Steen Jensen