Diverse forskellige noter
8. maj 1990
Viggo havde nu været 25 år i formaet, og dette jubilæum fejrede vi med stor buffet i deres lejlighed.
11. maj 1990
Gitte Julin holdt sin fødselsdag et nogle dage forsinket, da de var på Borneo på dagen.
Hun inviterede os ud at spise på restauranten “The Ship”, som vi også havde været på sammen med forældrene, og hvor Egon blev “forgiftet” af suppen.
Denne gang slap vi uden me’n, men vi holdt os også bare til nogle ganske udmærkede steaks.
11. maj 1990
Inden vi fejrede Gitte Julins fødselsdag, tog vi imod Claude og Anita, der jo havde været hjemme i USA et stykke tid, efter at Claude var blevet skadet i et færdselsuheld.
Desværre var deres fly forsinket, så vi måtte sidde en del tid og vente med den store orchide-sammenplantning, som vi havde købt til dem. Der røg nogle øl ned, mens vi ventede.
Claude må mindst have tabt 10 kg, så den omgang må virkelig have taget på ham.
Det var lige før, at de slet ikke var kommet tilbage, for ambassaden, som han jo var tilknyttet, ville til at pensionere ham, da han nu var så skadet. Det fik han heldigvis modsat sig – og her er de så igen.
17. maj 1990
Per og Kathryn skal nu hjem til Danmark og holder derfor afskedsfest på Hotel MiCasa.
Per er blevet afløst af Finn, som nu leder vores lokale kontor.
Alle os danskere var inviteret på lasagne og fri bar. Det blev en overmåde hyggelig aften, hvor et par stykker endte med at blive ret højrystede.
Christian måtte gå tidligt hjem fra arbejde den følgende dag pga en uforklarlig hovedpine, men han får jo også altid for meget, når det er gratis.
18. maj 1990
Dagen efter afskedsfesten var vi ude at spise med Claude og Anita på en nyåbnet restaurant.
Personalet har nok troet at Claude og Gitte havde været oppe at slås, da han kom på krykker, og Gitte havde bandage om halvdelen af hovedet
Både Gitte og Tanya har nu fået det blå bælte i Taekwondo. Gitte var ellers noget bekymret over, at Tanya overhalede hende, da Gitte missede prøven, da vi var på Phuket. En uge før Gittes prøve var hun til plastickirurg, efter at hendes træner havde flækket hendes øjenbryn med et velplaceret spark.
Gittes beretning om denne frygtelige hændelse:
Jeg har jo min taekwondotime lige før træneren tager hen på skolen og underviser ungerne. I min træningstime var jeg så oppe at slås med træneren (jeg havde allerede gjort to af mine modstandere ukampdygtige ved bare at stå og lade mig sparke og derved lade dem skade sig selv ved at ramme mine knogler, som tilsyneladende er skarpe og jernhårde). Min hud er åbenbart mere sart end mine knogler, for som sagt flængede jeg øjenbrynet efter et velrettet spark fra træneren.
Heldigvis var Nancy (den i Malaysia berømte skuespillerinde) til stede, og hun kørte mig hen til en klinik for at blive behandlet. Det var et rigtigt snusket sted, og lægen fortalte mig, at jeg ville få et ar. Jeg spurgte ham, om han da ikke var god til at brodere, hvortil han svarede, at hvis jeg ikke ønskede, at man skulle kunne se arret, så ville han give mig adressen på en plastikkirurg.
Det viste dig, at Nancy har en svoger, der faktisk er plastikkirurg, så hun kørte mig hen til ham. Jeg kom ind med det samme – tror det var fordi mine tænder klaprede af kulde (sved og aircond). Nå, men det tog da kun et kvarters tid at blive lappet sammen, og imens bestod Tanya sin taekwondoprøve og fik sit blå bælte helt uden min hjælp og opbakning.
Jeg skal lige tilføje, at jeg efterfølgende var henne og få taget suturen og få regningen. Jeg var ved at gå bagover – 450 MR = 1000 -11 kr.