Forskellige små noter
26. maj 1990.
Dette er en lidt trist dag, da vi skal sige farvil til Gitte, Bjarne, Ida og Johan, som nu vender næsen hjem til Danmark igen.
Kim, Gitte og jeg kørte dem i lufthavnen, hvor vi lige fik en sidste øl i den sædvanlige afskedsrestaurant. Det var meget vemodigt, og Bjarnes Gitte var da også lige ved at fælde en tåre.
Da vi var på vej hjem fra lufthavnen, ser jeg i bakspejlet, at Kim kommer drønende i sin bil og blinker vildt med lygterne. Vi stoppede selvfølgelig, og Kim meddelte, at han altså stadig havde Johans klapvogn i bilen.
Gitte og jeg hoppede ind i hans bil, og vi vendte tilbage til lufthavnen med raketfart. I lufthavnen måtte jeg så stå og forklare politiet alt om klapvognsproblemet, hvorefter jeg blev eskorteret ind i afgangshallen med klapvognen.
Det var heldigvis ikke noget problem at lokalisere den lille familie, for et stykke foran os skvattede Johan pladask på maven og stak i et højt hyl.
Politimanden kunne godt se, at det ville være synd, hvis de var kommet afsted uden klapvognen, når ungen nu ikke engang kunne stå på sine egne ben.
Gitte (moderen) var helt forvirret. Hun havde ikke engang opdaget, at klapvognen manglede, men var selvfølgelig meget glad for den lykkelige genforening.
Familien skulle iøvrigt lige et par dage til Thailand undervejs hjem, selvom Gitte egentlig hellere bare ville direkte hjem – når det nu skulle være.
Et par billeder fra vores pool
GITTE SKRIVER:
Sidste uge har jeg været så glad så glad (bortset fra det med øjet). Man skulle tro, at det var løgn, men jeg er glad for, at Tanya slet ikke ligner mig (ihvertfald ikke i denne retning).
Vi fik brev fra skolen om, at Tanya er indstillet til at modtage en pris (award). Vi ved endnu ikke, hvad den er for, men det får vi at vide på prisuddelingsaftenen, som er den 5 juni.
Jeg forestiller mig, at det er noget i retning af Oscaruddelingen, hvor jeg sidder i salen og hører en eller anden råbe Tanyas navn op. Så vil jeg sidde og tænke (eller sige) “Det er min datter”.
Tanya siger, at det da ikke er noget særligt, for hun kender andre, der også har fået sådant et brev, men jeg har snakket med flere, der siger, at jeg har lov at være stolt – bl.a. en der har tre børn i skolen, som aldrig har modtaget en award.
Iøvrigt kan en lærer maksimalt indstille to børn til dette om året, så det…..
Selv Steen er blevet imponeret – så meget st hsn hsr givet hende 300 dollars til at købe en kassetteafspiller, som vi har været ude at købe i dag.
Så har jeg ellers købt et nyt videokamera. Jeg har længe gået og ønsket mig et nyt kamera i det nye Super VHS system. Det er en ny teknik, der skulle give skarpere billeder med bedre farver.
Alt hvad der hedder afgifter på videokameraer er faldet bort i Malaysia, så jeg gav kun 7500 kr for et kamera, der i Danmark koster op mod de 20.000.
Nu håber jeg så bare, at udgiften også kan ses på mine fremtidige videooptagelser.
Vi har nogle amerikanske venner (ud over Claude og Anita), som hedder Diane og John.
De har længe ønsket sig et barn, men det er ikke lykkedes, så nu har de så valgt at adoptere et istedet.
Diane har så lige holdt “Babyshower” for den lille nytilkomne.
Få dage senere fandt hun ud af, at hun var gravid.
Babyshower for Diane’s lille ny.
Vi var ude at spille bowling med nogle fra Gittes taekwondo hold.
De troede, at jeg var et nemt offer, men de blev noget flove, da jeg spillede dem totalt ud af banen.
Vi har også igen været et smut ude ved Ampangfloden.
