This and that

Gitte har skrevet en masse forskellige noter – mest om sig selv – hvortil der hverken er billeder eller video.
Jeg synes ikke, at de skal gå tabt, så her er de.
I dag har jeg været henne hos en skoskrædder, og få taget mål til et par sandaler og et par sko. Det kommer til at koste ca 110 MR i alt, så det er da billigt.
De sko, jeg var hos skomageren at få fremstillet, var lidt af en blandet fornøjelse. Sandalerne kunne jeg slet ikke bruge, og skoene havde jeg på en times tid, hvorefter mine hæle var fyldt med vabler. Det var faktisk også lidt for langt væk, man skulle køre for at få dem, men nu har min kjoleskrædder fundet løsningen, idet hun kender en skomager, der kommer hjem til folk. Det er vi nogle stykker, der godt vil være med på at prøve.
Hvilket bringer mig tilbage til min kjoleskrædder. Jeg har lige fået syet en ny robe af thaisilke købt i Thailand. Gitte og jeg blev jo næsten nødt til at købe noget thaisilke, da vi var i Thailand, fordi vi var inviteret til dronningens fødselsdag hos ambassadøren og frue. Og selvfølgelig så også fordi at thaisilken koster under halv pris af, hvad det koster her i Malaysia. Vores rober blev meget vellykkede.
Jeg er begyndt at gå til spansk hos en sydamerikansk pige 2 gange ugentligt. Hun siger, at jeg er ”muy intelligente”, som det hedder på spansk. Hun taler selv meget dårligt engelsk, så jeg håber, at det bliver min chance for at kunne tale spansk på rekordtid.
(Gitte er begyndt at gå til spansk hos en eller anden fra Equador. Så nu er Gittes tid ligeligt fordelt mellem øvelser i Taekwondo og spanske gloser. Læreren siger at Gitte er ”Muy intelligente”, men det kan da vist ikke betyde det, som jeg troede.)
Med taekwondo går det helt fantastisk. Jeg nedlægger alle mine ofre, uden at jeg har rørt mig overhovedet. Når nogen sparker mig, så rammer de næsten altid en af mine knogler, og der er tilsyneladende meget hårde og skarpe. Det resulterer i, at ofrene ligger og vrider og vender sig i smerte. Skide smart – ikk’.
I fredags var Tanya til prøve i taekwondo henne på skolen. Nu har hun blå tip ligesom jeg.
Jeg skulle egentligtil prøve d. 29, men da er jeg på Phi Phi. Fandens også.
Min tennis går det også fint med. Jeg er blevet så skrap, at tennislæreren giver mig en halv time GRATIS på fredag. Desværre er det sådan, at jeg taber hver eneste kamp, jeg spiller, og det fatter jeg altså ikke – når man nu er sådant et geni.
I morgen skal vi til rundvisning på Carlsberg sammen med an masse andre skandnaver, og bagefter er der buffet og drikkevarer (overraskende ikke). Håber ikke, at det virker for forstyrrende på balancenerverne, når vi næste morgen drager af med fly til Phuket.