1990 Kim og Beatrices bryllup

3. juli 1990

Alle kommentarer på denne og efterfølgende sider er Gittes:

Om morgenen kl 09:15 dut, skulle Steen samle brudgommen op og køre til kirken, men først havde vi en aftale med en butik om at få bilen dekoreret kl 08:00. Dagen forinden havde vi kørt turen fem gange, for at Steen ikke pludseligt skulle køre forkert. Vi var også inde i butikken for at få konfirmeret, at de skulle være der 08:00 – for ingen ting måtte gå galt.

Men 08:40 ringede Steen hjem og var helt ude af flippen, for der var stadig ingen dukket op i butikken, så det er så ud til, at vi måtte undvære pynten.

Kl 09:00 ringede jeg til butikken, og de var meget kede af det, men bilen kunne være færdig når som helst nu. Sikken et svar.

Steen skulle være i stadstøjet om 15 minutter. Kl 09:20 rullede Steen ind af Desa Angkasas port, og derefter var han ca. 2 nanosekunder om at skifte tøj. Kim fulgte med Steen op i lejligheden, og han var så anspændt, at han lige skulle dehydrere endnu en gang. Han vadede så lige ind på Tanyas værelse, som var fuldstændigt ufremkommeligt på grund af et massivt bjerg af balloner, som vi møjsommeligt havde brugt timer på at puste op til dekoration af hans lejlighed, mens vi ville være i kirke. Det var Claude og Anita, der skulle sørge for mildt hærværk, men det er åbenbart umuligt at holde noget hemmeligt.

Det gik også galt med de blomster, jeg skulle købe hemmeligt fra Kims forældre. Jeg var i blomsterbutikken om fredagen og bestilte dem til om tirsdagen. Senere samme dag kom Kim og Beatrice for at bestille brudebuketten, og blomsterdamen spurgte Kim, om han kendte en, der hed Gitte, for hun havde bestilt en stor buket til nøjagtig samme dato. Sikken en idiot.

Nå, men jeg skulle sørge for at hente alle blomsterne og komme til kirken før de andre og tage billeder efterhånden som folk ankom. Bagefter skulle jeg så tage bilen og hente bruden og brudepigerne omme bag ved kirken, så de kunne ankomme standsmæssigt.

Steen og Kim svingede ind foran kirken præcist på minutten, og herefter gik alt planmæssigt.

Steen Jensen