Den 15. juni havde vi det fine tøj på, for da havde den danske ambassade inviteret til reception, hvor vi skulle møde prinsesse Benedikte, som var på officielt besøg i landet.
Vi fik håndet, bukket og nejet, og under spisningen kom vi til at sidde næsten lige over for den kongelige højhed.
Det betød nu ikke, at vi havde de lange og dybsindige konversationer med hende, men det var da meget sjovt.
Gittes kommentarer:
Steen havde ellers levet en nogenlunde ubekymret tilværelse, indtil han blev spurgt, om han ville være Kims forlover. Han troede, at han bare skulle række ringene over til Kim, og så var den skid slået – men han blev klogere. Beatrices far meddelte ham, at han forventedes at holde en tale på 15 til 20 minutter, og fra det øjeblik havde han ikke et roligt øjeblik. Men, som nogen mennesker har det, arbejder han åbenbart bedst under pres, så ikke før dagen før brylluppet begyndte han at skrive sin tale. Jeg var helt elendig, fordi han ikke begyndte noget før.
Steens kommentarer:
Tiden for Kim og Beatrices bryllup nærmer sig jo nu med raske fjed. Jeg var til generalprøve, i deres kirke, i søndags. Jeg skal jo være forlover for Kim og har i den anledning til opgave at sørge for, at han møder op, og at det er til tiden.
Vi har lånt en Mercedes af Gittes skuespillerveninde Nancy Foo, som vi skal have pyntet op med flag og bånd. Jeg skal også agere chauffører, og kører Kim derud, så vi er der præcis 09:45. De andre gæster skal allerede være ankommet, og så er det meningen, at Gitte skal køre bilen om på den anden side af huset, og der afhente bruden og hendes pastoriske fader. De skal så køres om til indgangen, så bruden ankommer præcis 10:00. Der er lavet en drejebog.
Jeg skal overdrage ringene til en af de 8 præster, som faderen har indkaldt til at forrette vielsen. Herefter skal jeg så sætte mig på en stol, og mit hverv er foreløbigt forbi.
Det passer nu ikke rigtigt, for jeg forventes også at forevige hvert eneste minut på video.
Nå, men der venter os vist et par timers prædiken – mindre kan vist ikke gøre det, når der er otte præster, der alle tror, at de har hovedrollen. Herefter skal giftemålet registreres I vores nye system, og jeg skal være vidne.
Så skal brudeparret køres til fotograf af mig, og herefter skal der være en ceremoni, hvor jeg forventes at holde en tyve minutters tale om Kim. Hvad giver i? Det fik jeg først at vide i lørdags. Og så på engelsk med 100 til 300 gæster, det er i hvert fald, hvad faderen har inviteret. Og så otte præster til at høre på. Hvordan skal jeg fortælle om Kims barndom, når jeg kun har kendt ham et år?
Herefter skal Beatrices bror gøre det samme for hende. Han blev ligbleg, selvom han er inder, da han fik det at vide.
Herefter skal hendes far vel også have lejlighed til at ævle en times tid, hvorefter der er spisning. De har planlagt at stille borde op ude på gaden samt i en restaurant, der ligger lige ved siden af. Forældrene regner nu med, at gæsterne vil spise det næste kvarters tid (de kender altså ikke meget til danskere), hvorefter jeg (på Kims forældres vegne), skal takke gæsterne for deres fremmøde.
Herefter forlader brudeparret kirken, med mig som chauffør, og kører hjem.
Her skulle Anita gerne have huseret deres lejlighed, hvis vi da altså kan få lokket nøglen fra ham, uden han får mistanke.
Gæsterne kan fortsætte med spisning, så længe de ønsker det, men mon ikke de ca. 18 til 20 danskere på det tidspunkt har fået nok.
Brylluppet bliver ganske givet en af de helt store begivenheder i forældrenes liv, og i den sidste måned, har de vist ikke beskæftige sig med andet end planlægning. Kim og Beatrice ønsker vist kun, at det hele skal være overstået, selv om de jo ikke engang skal spille så stor en rolle som jeg, De skal bare sige ”I will”.
Det var meningen, at jeg skulle være med til den store generalprøve på søndag, men jeg er heldigvis lige blevet mindet om, vi skal på en tur til en kulsvierlandsby.
Fredag den 29. holdt nogle af danskerkolonien igen afskedsfest med dansk skinke og meget andet lækker mad. Det er nu noget af et flop at holde fest for danskerekolonien nu, da der næsten ikke er nogle tilbage at feste for. Jeg gik meget tidligt hjem, da jeg havde det dårligt, og resten af natten var jeg da også ude på toilettet og brække mig i en uendelighed. Jeg var også syg hele lørdagen, men heldigvis rask om søndagen, så vi kunne tage på vores planlagte tur til Carrie Island
Vi var om aftenen før brylluppet inviteret til babyshower for min arobicslærerinde fra den amerikanske ambassade. Det vil sige, hun skal have en baby i august, og i den anledning holder amerikanerne noget fest for babyen, som modtager gaver fra alle de indbudte.
Vi var en masse mennesker, og der var arrangeret to selskabslege som både Steen og jeg deltog i. Den ene bestod i at lægge ble på en dukke med bind for øjnene, og i den konkurrence gik Steen ud lige med det samme. Jeg kom til semifinalen, hvor jeg blev slået ud af Claude. Rigtigt flovt at blive slået ud af sådan en gammel mand.
I den anden konkurrence skulle man binde et par nylonstrømpebukser om livet, hvor der i enden af sokken lå en grapefrugt. Nu skulle man så vrikke med enden på en sådan måde, at man fik grapefrugten i svingninger og ramme en anden grapefrugt på gulvet for at få den skubbet over målstregen cirka 10 m væk. I den konkurrence blev jeg den helt store helt og vandt første prisen, som bestod af en lille sutteflaske, hvori der var hældt Kahlua. Også i denne konkurrence måtte Steen gå tidlig ud, da han kun havde sin tale i hovedet.
Han forlod da også selskabet tidligt for at komme hjem til computeren. Da jeg kom hjem ved 23:30 tiden, var han færdig med talen, og jeg syntes, at den så ret godt ud, men han nægtede at holde talen for mig, da han ikke kunne holde ud at høre sig selv tale. Så jeg frygtede, at han ikke ville kunne få et ord frem, når det virkelig gjaldt.
Jeg gik over til min berømte skuespillerveninde Nancy og lånte hendes mands Mercedes, som vi havde fået lov at bruge til brylluppet. Kl. 24:00 stod jeg så og vaskede bil, mens Steen øvede sig i at holde tale. Først ved totiden syntes han, at han havde øvet nok.
Det er med bilen var en overraskelse for brudeparret, for de troede, at vi skulle køre i deres egen udslidte Proton Saga.
Tidligt næste morgen skulle vi hen til et firma, der var specialiseret i at pynte biler til bryllup for at få gjort bilen festligt.