Forskellige notater fra dagligdagen
Farvel til Mel og Linda
Den 18. november var vi nogle stykker, der skulle sige farvel til Mel og Linda, der nu skulle rejse hjem til USA.
Det var Claude og Anita, der arrangerede aftenen, og de havde så valgt Hotel Regent, som er et af de dyreste i Kuala Lumpur, til aftensmaden.

Vi var tre par, der skulle dele regningen (Mel og Linda var jo æresgæster), og da vi skulle gå, hørte jeg lige et par brudstykker af en samtale – noget med 500 MR hver, hvilket var lidt af et chock.
Det havde vi så mareridt over hele natten, men det viste sig efterfølgende, at det da kun blev MR 260 per par. Stadig noget af en udgift, men dog mere spiseligt.

Igen den følgende dag skulle der siges farvel til Mel og Linda.
Denne gang med 16 amerikanere – og så os.
Vi kørte i kortege ud til et sted i nærheden af mit arbejde, hvor der ligger en Country & Western klub.
Der spiste vi og hørte musik.

Det er jo ikke lige vores musikstil, men vi hyggede os og fik god mad, indtil jeg fik ondt i maven, så vi måtte køre hjem.
Videoredigering
Så skal der redigeres video. Det fik jeg meget tid til at gå med, men desværre var det dengang ikke muligt at anskaffe udstyr af en ordentlig kvalitet, så det var ikke det store, professionelle resultat, der kom ud af anstrengelserne.
Status på Taekwondo
I taekwondo har Gitte nu erhvervet “det røde bælte” og Tanya har fået “den røde tip”.

Gitte har fortalt træneren, at hun har travlt – skal vist være inden vi får forældrebesøg igen – så hun er allerede ved at forberede sig til prøven om “den sorte tip”.
Besøg fra DC
DC’s advokat (Søren) har også været på besøg hernede. En torsdag aften inviterede vi ham over på en drink.
Det blev en sen aften, for han hyggede sig, og var ikke sådan at slippe af med igen. Først kl 1:30 vaklede han over til sit hotelværelse på MiCasa.
Vi vidste jo egentligt godt, at det ville være sådan, da vi har haft ham på besøg ved en tidligere lejlighed, hvor han også hyggede sig i vores selskab til ud på natten. Hyggeligt – men arbejdsdag næste morgen.
Dagen efter gav han (DC) middag på Hotel Hilton, og det var rigtigt godt.
