5. februar 1990

Gittes fødselsdag fejres på behørig vis
Gitte:
Klokken 5:50 stod Tanya og Steen op for at forberede den helt store start på min fødselsdag.
Steen lavede morgenmad med ting, som han selv havde været ude at indkøbe dagen i forvejen.
Tanya dekorerede imens hele huset med flag og balloner samt en kæmpestor plakat, som hun selv havde lavet med billeder af mig i yndige situationer – billeder som jeg selv havde kasseret.
Da der var blevet fred i huset, kunne jeg selv få lov at rydde op. Jeg skulle også bage en kage – for det havde Tanya bestemt.
Det startede dog med, at Tanya sagde, at hun ville bage en fødselsdagskage til mig, men ville jeg ikke nok være sød at købe ingredienserne ved købmandsvognen.
OK sagde jeg, men så spurgte hun senere, om jeg ikke også kunne bage den – for hun havde ikke tid.
Jeg takkede hende mange gange for den fine kage, som hun havde bagt til mig. Det skulle vise sig senere, at hun havde nogle skumle planer med den kage.
Gitte:
Frokosten blev indtaget på Ming Court Hotel sammen med Christine, spansklæreren og gymnastiklæreren. Bordelmutter kunne ikke komme.
Gitte:
Anette ringede om eftermiddagen, og det var jeg meget glad for.
Senere ringede Kim fra DC, men det var nu ikke for at ønske tillykke, men for at bede os skaffe nogle flybilletter til ham og Beatrice, da de skal herned til juni.

Gitte:
Om aftenen tog vi, sammen med Christine, ud til et cirkus, som efter sigende skulle være af international klasse.
Det viste sig dog hurtigt at være overmåde elendigt og amatøragtigt, så vi forlod løjerne, inden det var færdigt, for at finde et sted at spise.
Vi fandt en restaurant, hvor vi bl.a. fik rå fisk, som det er skik og brug at servere i forbindelse med kinesisk nytår – hvilket det er om en uge.
Gitte:
Da vi kom hjem, dekorerede Tanya og Christine “Tanyas” kage med det antal lys, som nu er nødvendigt til en ældre dame.

Lyset blev slukket, og ind kom kagen under stor fanfare.
Jeg skulle nu puste lysene ud, men klarede ikke alle i første forsøg. Jeg prøvede igen, men nok en gang mislykkedes forsøget. Jeg syntes endda, at der nu var tændt flere lys, end da jeg pustede før.
Jeg regnede den ikke ud, før Tanya og Christine var ved at brække sig af grin. Den havde nemlig placeret 10 snydelys blandt de andre, og de lys kan ikke pustes ud, men skal slukkes med vand.
Der fik jeg rigtigt reddet aftenen for dem alle.
