Den store Borneo ekspedition

Så er det ved at være den tid, hvor vi skal afsted på vores store Borneo ekspedition.

Vi havde jo tidligere været på en tur ud i junglen i staten Sarawak, men det var sammen med en masse andre turister, så vi følte ikke, at vi helt havde oplevet Borneos jungle. Vi spurgte den gang vores guide (Lemon), om det ikke var muligt at komme rigtigt ud i junglen – uden at det var en tur med en masse andre turister, og til steder hvor der ikke normalt kommer turister. Han blev faktisk meget interesseret i ideen om at kunne arrangere individuelle ture, der var langt væk fra alfarvej. Han ville tænke over det, og så kontakte os senere. Det troede vi egentligt så var det, men sandelig om han ikke pludseligt ringede en dag, og fortalte, at han nu, sammen med en ven, var ved at planlægge en tur for os. Vi kommunikerede sammen om turen i omkring et halvt år, inden det hele faldt endeligt på plads.

Vores venner Bjarne og Lene hjemme fra Danmark ville også meget gerne med på turen. Bjarne var helt i sit es, mens det vist var lidt skræmmende for Lene, der vist på det tidspunkt ikke havde rejst så meget.

Når vi nu var i gang med en spændende rejse, så blev rejseplanerne udvidet med lidt ekstra.

1. Vi skulle flyve fra KL til Sarawak (Miri), hvorfra vi så skulle tage en ekspresbåd ad en flod til byen Marudi. Her skulle vi så mødes med vores guide samt Bjarne og Lene, der først var nogle dage i Hongkong.

2. Fra Miri skulle vi så med et fly ind i junglen, hvor vi så skulle jungletrekke i nogle dage. Vi skulle undervejs overnatte i forskellige landsbyer, som vi passerede undervejs.

3. Anden del af jungleturen skulle foregå i båd på floden. Det tog også nogle dage, før vi igen var tilbage i Miri.

4. I Miri tog vi afsked med Lemon, der nu skulle mødes med et nyt lille hold turister, der skulle ud på samme tur. Vi var de første. Vi selv skulle så videre til staten Sabah, hvor vi skulle bestige Borneo’s højeste bjerg – Mount Kinebalu.

5. Efter bjerget skulle Bjarne og Lene så hjemad igen, mens Gitte, Tanya og Steen drog videre rundt i Sabah for at se næseaber, Orang UThan, skildpadder mm.

Steen havde haft en utroligt stresset dag. Først og fremmest havde der været en hel masse hurlumhej omkring vores tilstedeværelse i Malaysia – vi havde endnu ikke fået vores pas fra immigrationsmyndighederne, og som toppen på kransekagen så ringede vores Borneo guide og fortalte at den flyver, vi skulle have været med ind i junglen, var blevet aflyst, så hvis vi ville gennemføre vores tur, ville vi blive nødt til at chartre vores egen flyver. Det gjorde vi så. Det blev det naturligvis ikke billigere af. Heldigvis fortalte guiden, at det var lykkedes ham at slå noget af prisen på bådturen, så det hjalp jo lidt på det.

Oveni alt dette ringede Bjarne og fortalte, at der var gået kuk i deres flyreservationer, så de blev nødt til at tage en overnatning i Kuala Lumpur, og så ellers følges med os derfra.

For at gøre forvirringen total, fik vi pludseligt besøg af en familie (2 voksne og 2 børn), som Gitte kendte hjemme i Danmark for flere år tilbage. De var på ferie i Malaysia, og ville da lige hilse på. Gitte regnede med at skulle hente dem i lufthavnen, men pludseligt stod de og ringede på. Gitte var lidt nervøs for – og med god grund – at jeg ikke ville blive overfornøjet. De skulle tilsyneladende overnatte deres første nat hos os, og med en hylende baby blev mine nerver sat godt på prøve.

Vi fik arrangeret, at Bjarne og Lene kunne overnatte hos Claude og Anita.

Da Steen kom hjem fra arbejde kl. 16:00, tjekkede han lige på fjernsynet, hvornår Bjarne og Lene skulle lande i Kuala Lumpur. Gulp, flyveren skulle lande kl. 16. Godt nok passede nummeret på flyveren ikke helt med, hvad vi havde fået oplyst, men det var nok den. Steen for ud af døren igen og kørte tilbage af samme, lange vej, som han lige havde kørt hjem fra arbejde. De skulle jo hentes i lufthavnen.

Men ak, de var ikke ombord på den maskine, og det hjalp ikke, at han stod og ventede på dem en times tid. Til sidst tog han hjem igen.

Hjemme fik han fundet den rigtige flyver frem på tv-skærmen, og så måtte han afsted igen 1 time efter.

Tanja havde Gitte sendt hen til en veninde for at sove, for der var absolut ikke plads til hende i huset. Så nu sad familien Susanne og Gitte bare og ventede på, at de tre fra lufthavnen skulle komme, så vi kunne tage til restaurant Collisseum for at spise. Men tiden gik, og vi var sultne, så det endte med, at vi gik over på MiCasa.

Vi havde ikke siddet der ret lang tid der, før de endelig troppede op. Det havde vist sig, at de endnu engang havde fået problemer med deres fly. Denne gang var problemet, at de alligevel ikke kunne komme med vores flyver til Sarawak, som de først havde fået lovning på, men måtte tage en flyver halvanden time før vores. Nå, det gjorde ikke noget, bare vi nåede frem i rette tid.

Gitte kunne jo ikke tilbringe meget tid sammen med familien fra Danmark, men de var da en tur ude at shoppe, og brugte noget tid ved swimmingpoolen. Gitte arrangerede også at taxachaufføren, der kørte rundt med Poul, tog familien rundt på sightseeing i KL og omegn.

Dokumentationen fra hele vores store Borneo-oplevelse er ret så omfattende, så den er her delt op i 2 dele.

Vælg ovenfor, hvilket afsnit, du ønsker at gå til fra denne side.
Hvert af de 2 afsnit er så yderligere opdelt i et antal sider, som du kan bladre dig igennem.

Efter ekspeditionen til Borneo skrev Bjarne en artikel om turen til Nationalbankens personaleblad.
Den kan læses herunder:

• 

• 

• 

•