2 august 1991

Vi bliver i Malaysia sammen med Kim og Beatrice

Demn 2. august ankom så Kim og Beatrice, og vi var ude i lufthavnen og hente dem.

Det var Beatrices forældre og søskende også, så vi nåede at blive velsignet en del gange, før Kim og Bea endelig kom ud.

De skulle bo på Hotel MiCasa en uge, før de kunne flytte ind i deres lejlighed i Desa Angkasa.

Vi fik en drink med dem og forældrene på hotellet, og vi kom til at sige ja tak til en invitation til middag hos forældrene dagen efter i anledning af Kim og Bea’s bryllupsdag

Da det var Kim og Beatrices bryllupsdag dagen efter deres ankomst til Malaysia, så havde Beatrices pastoriske forældre inviteret os til middag.

Vi var jo godt klar over, at de selvfølgelig planlagde at afholde et eller andet kirkeligt i den anledning, men af en eller anden grund kom det lidt bag på Gitte, da vi blev verfet ind i kirkelokalet, hvor vi i den næste times tid blev underholdt med prædiken og hallelulia råb.

Kim måtte også lægge krop til en længerevarende velsignelse, hvor jeg skulle stå bag ham og gribe, hvis han skulle finde på at skvatte omkuld.

Gitte og jeg blev undervejs da også kraftigt opfordret til at gifte os, så vi ikke skulle leve i synd. Vi ignorerede dette samt opfordring til at komme op og blive velsignet.

Det gjorde han nu ikke, men han blev så tosset på Beatrices forældre, at han den følgende dag ringede til dem og fortalte, at hvis de nogensinde udsatte ham for det igen, så skulle de ikke regne med at se mere til ham.

Han har også fortalt dem, at de ikke skal tro, at de kan dirrigere hans og Beatrices tilværelse, men at han da gerne kommer af og til for at deltage i deres gudstjenester. Men absolut ikke hver søndag morgen kl 8, som de havde krævet. Så ville han jo aldrik kunne gå i byen om lørdagen. Ja, det lå ham meget på sinde at få kridtet banen af med det samme.

Nå, men vi fik en udmærket indisk middag efter kirkegangen, og konversationen var ikke domineret af kirkelige budskaber – måske fordi der ikke var plads til forældrene ved vores bord.