1991-28 Malaybryllup

29. september 1991

Et rigtigt malaybryllup

Vi var til et rigtigt malaybryllup.

Det var en af damerne på mit arbejde, der havde inviteret, da hendes søn skulle giftes.

De havde lukket en hel villavej af og dækket op med lange borde. Man skulle så sætte sig ned – spise og drikke (afskyeligt rosenvand) for derefter at rejse sig for at give plads til andre gæster, som kom og gik hele tiden.

Der var mange, der blot kom og åd for derefter at forlade “festen”, før brudeparret overhovedet var ankommet – men det betyder åbenbart ikke så meget.

Brudeparret kom omsider vandrende hen ad vejen med et helt trommeorkester bagved. Der var ingen, der kunne være i tvivl om, at de var på vej.

Efter et stykke tid forlod også vi festen, så vi kunne komme hjem og skylle smagen af rosenvand væk med et par øller.

Steen Jensen