1992-01 Diverse

Lidt Gitte har bedrevet

GITTE:

Den 16. til 17. maj var jeg så åndssvag og deltage i endnu et taekwondostævne. Igen en masse ventetid. Ja jeg regnede ud, at under de 12 timer, jeg har spenderet på det sted om søndagen, så udførte jeg den ædle sport i cirka 6 minutter i alt. Nu må det altså være slut med de stævner. Nå, jeg vandt igen en bronzemedalje for fri sparring, så det betyder i det mindste, at jeg var bedre end 10 andre i min gruppe, til trods for at jeg er mindst 10 år ældre end mine konkurrenter. Fandens også, hvorfor begyndte jeg ikke at dyrke denne sport for mange år siden, så mine chancer ville have været betydelig bedre. 

GITTE:

I begyndelsen af maj, var jeg til endnu en tennisturnering. Den første uge spillede vi single, og der klarede jeg mig ikke så godt, men den næste uge spillede vi double, og her vandt jeg og min partner førstepladsen i højere middelklasse, så vi var helt ustyrbare. I næste sæson rykker vi så begge op til lavere avancerede. Jubii. 

Steen Jensen