Det store udstyrsstykke – for nogle.
Så er det blevet Halloween, og Gitte og jeg blev inviteret til Halloween party hos vores berømte skuespillerinde Nancy Foo og hendes mand. Det forlød, at der var inviteret en hel del gæster.
Til et Halloweenparty skal man vel være uhyggeligt klædt på – eller hvad. Det var ihverfald vores opfattelse, så vi blev grundigt sminket af Christine og iført noget uhyggeligt tøj.
Gitte skulle være heks (det lyder jo ikke som den store forvandling), mens jeg blev klædt ud som punker. Jeg fatter stadig ikke, hvad punk har med Halloween at gøre, men skidt pyt.
Vi mødte op til festen i vores store skrud – blot for at opdage, at de andre gæster ikke var klædt ud – overhovedet. Ikke engang værtsparret.
Selvfølgelig følte vi os en smule dumme og sådan lidt udenfor med vores alternative dresscode, men så tog Gitte sagen i egen hånd.
Hun fik fat i en stor kasse sminke, og så gik hun ellers i gang fra en ende af. Snart var alle gæster gjort meget uhyggelige – ihverfald i hovedet, og det satte faktisk god gang i stemningen.
Kinesere har det jo sådan, at de ikke kan lide at stikke af fra omgivelserne, så derfor afholdt man sig for en sikkerheds skyld fra at klæde sig ud.
Da man så nærmest blev tvunget, så var det jo en anden sag – og meget sjovt.
Det blev ihvertfald en uhyggelig sjov fest.
