1993 Pulau Redang

18. september 1993

Nok en lille ø på østkysten

Pulau Redang i staten Terengganu har vi heller ikke besøgt før, så denne weekend skulle det ske.
Øen er især kendt for sine flotte koraller og mange farvestrålende fisk.

Vi fløj til Kuala Terengganu, hvor vi blev hentet i lufthavnen og kørt til en strand, hvorfra vi skulle videre med speedbåd.

Det lille Redang Beach Resort var bestemt ikke i luksusklassen, men meget hyggeligt, når man lige havde vænnet sig til de lidt skrabede forhold.
Hytterne så ganske pæne og nye ud udefra, men indvendigt var det hele noget skrabet. Der var kun lige de allermest nødvendige møbler, og så var der mørtel på gulvet, som man åbenbart ikke havde orket at fjerne, da hytterne blev bygget.

Det var åbenbart kun en enkelt mand, der drev stedet og lavede alt. Servicen var da også derefter.
Jeg måtte derfor selv udrydde den flok myrer, der boede i min seng, og døren til hytten kan nok heller ikke låses den dag i dag.

Der var tre måltider om dagen inkluderet i prisen for opholdet. De blev serveret på bestemte tidspunkter, så der havde man bare at være sulten.

Der var også 2 snorkelture om dagen inkluderet i prisen, så det benyttede vi os selvfølgelig af.

Vi kom i snak med et tysk par, og var sammen med dem hele weekenden. De skulle også videre samtidigt som os, så de tog med os til KL og overnattede og fik vasket tøj, inden de næste dag skulle videre til Borneo.

På hjemvejen var vi i rigeligt god tid i lufthavnen, så vi tog lige en tur i taxa til den kønne lille Marang Fishing Village.

Steen Jensen