2019 Julen

24. december 2019

I år skulle det være Store-Jul, hvor hele familien skulle samles hos os.

Det blev bare ikke helt så stort, som det skulle have været, da Thomas og Sarah besluttede at holde jul hjemme, og Maria og Bjarne valgte at deltage der.
Vi må nok se i øjnene, at Store-Jul nu hører fortiden til.

Nå, men resten af familien troppede op – denne gang også Vomse efter lidt overtalelse – og vi mæskede os i traditionel juleand og ris a la mande.

Efter et par ture omkring juletræet blev gaver uddelt og pakket op, og så fik vi pludseligt den skøre ide, at vi ville ud at synge julesang for naboerne.

Først spænede vi i lang kæde rundt om Sus og Oles hus, mens vi skrålede “Nudet jul igen” i vilden sky. Selvom vi skvattede over 2 hundehegn, så hørte de ikke en dyt inde i stuen. Først da vi bankede på terrassedøren, lykkedes det at få kontakt, så vi kunne ønske glædelig jul.

Så skulle Anette og Kjeld have en tur, men de var sgu da også svære at råbe op. 
Istedet kom deres sure nabo ud på terrassen og råbte glædelig jul til vores store overraskelse.

Nå, men det lykkedes da også at få afleveret et “glædelig jul” i nummer 70 også.

Hyggelig aften.

Steen Jensen