2025 I lånebil til Hundested

18. juni 2025

Bilen skulle på værksted til det årlige serviceeftersyn.

Jeg betaler til et serviceabonnement, så det burde ikke blive den store udskrivning, hvis de da ikke lige finder nogle graverende fejl på bilen undervejs.
Det endte dog alligevel med at koste en større sum penge:

  • 600 kr for at lime en dørliste fast
  • 600 kr for frokost
  • 400 kr for en kjole til Kirsten

I serviceaftalen var nemlig inkluderet lån af erstatningsbil, mens der blev arbejdet på bilen.
Det har der altid været, men normalt er det nogle lidt kedelige modeller, som man får at køre i.

Det var det ikke denne gang.
Der stod nemlig en fed Ford Explorer og ventede på mig. En stor el-bil.
Jeg har aldrig før prøvet at køre i el-bil, så det skulle da afprøves fuldt ud.

Vi kørte derfor en tur til Hundested i øsen, og når man lige havde vænnet sig til, at der manglede en koblingspedal, og at “gearstangen” var en drejeknap ved rattet, og at “håndbremsen” var en lille knap og at alt var elektronisk med store displays (også i forruden), så var den da helt fantastisk at køre i. Der sker virkelig noget, når man træder på speederen.

I Hundested parkerede vi bilen, og efter at have gået lidt rundt i havnen, så fandt vi et spisested, hvor vi fik en dejlig frokost i solskinnet.

Jeg foreslog værkstedet at bytte lige over, men det var de desværre ikke helt så varme på, som jeg havde håbet.

Steen Jensen