2025 RSC Wild Wax Five

8 november 2025

BILLET:

Adgangsbillet til aftenen koster kr. 185 for medlemmer af Rødovre Star Club og kr. 235, hvis du ikke er medlem (endnu).

Er du ikke medlem, er der mulighed for at melde dig ind på aftenen. Ved indmeldelse under arrangementet, så betaler du blot kr. 125 for første års medlemskab. I princippet får du de 50 kr., som du betalte ekstra for billetten, tilbage.

Billetsalget starter for alle onsdag d. 15/10.

DAGENS RET:

Hvis du har lyst til at indlede aftenen med lidt lækkert at spise, så kan du tilkøbe ”Dagens Ret”, som anrettes af vores madleverandør – Det Blå Hus.

Du kan vælge mellem en kød- og en vegetarret:

• Glasseret skinke med flødekartofler og grønkålssalat
• Vegetarudgaven er med en plantebaseret bøf/delle i stedet for skinken – ellers samme

Prisen for dagens ret er kr. 120, som bestilles/betales sammen med adgangsbilletten.

AFTENENS PROGRAM:

17:30 Ankomst og Check ind – Baren åbner

18:00 Spisning

19:00 Rockin’ Shads spiller op til dans

21:00 Wild Wax Five fyrer den af

23:00 Tak for i aften

DRIKKEVARER:

Fra start til slut er det muligt at købe drikkevarer i vores lille bar til ganske fornuftige priser.

Vi har bl.a. almindelig øl, Grimbergen, diverse sodavand, kildevand samt vin (Rød, Hvid og Rose) i både små og store flasker. Der er også mulighed for at købe Gin&Tonic, Baileys mm.

Der kan betales med kontanter, mobilepay og Dankort.

Vær opmærksom på, at drikkevarer og mad serveres med engangs-service, da der ikke findes rigtige tallerkner, glas og bestik på lokationen.

KAFFE & THE

Efter spisning vil der være kaffe, the og et stykke hjemmebagt kage til gratis afhentning.

Wild Wax Five er nok det eneste band af sin slags i Danmark.

Bandet spiller desperat Swing, Western Swing og Rock’n’Roll fra en svunden tid. Vi snakker slut 1940’erne og start 1950’erne.

Ikke så mange af de store berømte hits, men i højere grad de mindre kendte uslebne perler fra både store og små artister.

Grundstammen, Wild Wax Combo, har spillet Ultra Rare Garage Rockabilly i mere end 25 år, og har spillet både Danmark og det store udland tyndt utallige gange. Bandet er kendt for deres eksplosive energi, swingende beat og visuelle udtryk.

Glæd dig til en energisk musikoplevelse med dette 5 mands band, der, foruden guitar og trommer, også medbringer piano, saxofon og gulvbas.

ROCKIN’ SHADS

Rockin’ Shads er et orkester, der er kendt for deres energiske fortolkninger af klassiske rock- og popnumre. De optræder ved forskellige arrangementer, herunder som fast husorkester i Rødovre Star Club.

Som altid ved klubbens arrangementer vil Ejwind, Jesper, Toke, Claus og Kjeld starte den gode stemning op og sørge for, at dansegulvet bliver fyldt fra start.

Underholder med gode, dansevenlige melodier fra klokken 19:00 til 20:45.

STED:

Det hele foregår på:

Tinderhøj Skole Fortvej 71 2610 Rødovre

Hvordan gik det så

En rigtig fin aften med to gode bands.

Desværre ikke med det billetsalg, som vi havde forestillet os. Kun 135 billetter blev solgt, og vi havde kalkuleret med omkring 150.
Nå men gæsterne havde en god aften, og viste stor interesse for baren, hvilket resulterede i et samlet overskud på ca. 2.700 kr.

Maden fra Det Blå Hus fik megen ros, men desværre var det så også sidste gang, at vi fik leveret maden fra Det Blå Hus.
De lukker ved årets udgang, hvilket vi og mange andre er utroligt kede af.
Vi tog pænt afsked ved at overrække nogle flasker ledsaget af nogle pæne ord, og Mads og Malene sagde pænt tak, og fortalte, at de havde været utroligt glade for vores lange samarbejde, og det føltes utroligt rart, når de kom og anrettede i klubben.

Rockin’ Shads spillede op, og dansegulvet fyldtes, ligesom det plejer.

Der var lidt lydproblemer lige i starten, da det blev Wild Wax Five’s tur til at gå på scenen, men det løstes heldigvis efter de første par numre, så resten af musikken kunne afvikles upåklageligt.

Et super godt og professionet band, der virkelig kunne få sat gang i publikum.
Nedenfor er samlet en del af deres numre fra denne aften.

12 videos found
2025 RSC Wild Wax Five – 01

Steen Jensen