27. oktober 2026
Jeg troede jo ellers at min eks-svigermor ville leve for evigt, og havde set frem til at skulle til 97 års fødselsdag i december.
Sådan skulle det så ikke være, da Dorte døde d. 18. oktober.
Kirsten, Pia og jeg deltog selvfølgelig i bisættelsen fra Brønshøj Kirke.
Det var hyggeligt at møde resterne af den gamle familie igen, selvom jeg da helt sikkert havde foretrukket, at det var til fødselsdagen.
Jeg har altid holdt meget af svigermor, så det var en sørgelig dag – men vi lever jo ikke for evigt.
Gitte havde skrevet en lille mindetale, som er gengivet herunder.
Dorrit havde to ordsprog som var vigtige for hende hele livet :
At rejse er at leve (H.C. Andersen) og Det er som det er, og det bliver som det bliver (Den hundredeårige der sprang ud ad vinduet og forsvandt).
Allerede som barn fik Dorrit fortalt mange historier af sin far om fremmede steder og lande. Hendes første drøm var at komme til Helsingør.
I begyndelsen af tredserne begyndte Dorrit og Egon at rejse sydpå hvert år i mange år. Det foregik i en lille Renault med et kæmpetelt på på taget og 3 urolige unger på bagsædet.
Der var ikke mange penge at rutte med, men der blev lagt penge til side hver måned til den årlige tur. Selv hvis livet blev meget trangt økonomisk – kunne kassen med rejseopengene ikke røres, for rejse skulle vi.
Det blev til rigtig mange rejser i Dorrits tid – først til europæiske rejsemål og senere, da flyskrækken var aftaget, også til Egypten, Malaysia ((især Malaysia da Gitte, den yngste datter og hendes familie boede der i næsten 10 år) Rusland og USA for at nævne nogle af de vigtigste.
Dorrit boede på finsensvej fra 1963 til 2020 hvorefter hun flyttede til plejehjemmet Johannesgården da hendes alzheimers blevet så udtalt at hun måtte have mere hjælp. Trods sygdom levede hun er godt liv der sidste 7 år på plejehjemmet. Den store altan med masser af blomster var til evig glæde for hende, og når der foregik underholdning som sang, musik, dans eller quizer var hun altid med.
Et par udtalelser fra nogle som fik beskeden om at hun var død: Åh nej, jeg troede ikke hun kunne dø og en af plejepersonalet : hun var den stærkeste dame jeg har kendt.
Hunde især, men også andre dyr optog hende. Hun skulle altid sikre sig at de ikke var tørstige. Een gang da hun var på ø i Malaysia for at besøge familien, så hun en abe som var lænket til et palmetræ “Åh den er nok tørstig” sagde hun og skyndte sig hen til den. Et kor i baggrunden sagde “pas på dine briller” og et sekund senere var det aben som havde dem. Dyrevennen var glemt da aben pludselig dinglede i halsen fra sin kæde og Dorrit råbte “Giv mig mine briller”. Det hjalp selvfølgelig ikke, men en indfødt løste problemet ved at bytte med et stykke brød.
På samme måde havde hun også hjerte for mennesker i nød. En dag da hun var på Ølstykke station og ventede på at blive afhentet af Annette (ældste datter), så hun en gammel mand. Han spurgte om der var en café i nærheden. Dorrit sagde at de kunne spørge Annette når hun kom. Og så sagde hun “Nej hvor sjovt – du ligner Anker Jørgensen på en prik”. ” Det er nok fordi jeg er Anker Jørgensen ” sagde han. Han blev slæbt med hjem til kaffe og en Gammel Dansk.
Hun havde en veludviklet tør humor og kunne se det sjove i alt. Hun fandt morskab i når nogle misforstod ord og vendinger for eksempel “Det kan der ikke herske nok tvivl om” eller “Der flyver mange moskovitter”.
Hun var et selskabsmenneske og gik ikke af vejen for at få en drink i festlig lag. En gang i Malaysia overraskede hun os alle ved på formfullendt engelsk at sige “I like gin too”. Hun kan ikke tale engelsk, men faren for at blive snydt for en “dry Martini” var for overvældende.
Hele livet elskede hun musik. Selv til det sidste, selv om alzheimeren havde visket det meste ud, kunne hun komponisterne og sangeres navne på diverse operaer og opretter.
Dorrits søn Poul døde i 2000 og hendes mand Egon i 2001. Alligevel var hun ikke alene. Hun har haft to døtre tilbage og deres børn og oldebørn. Ole – hendes overbo fra finsensvej var til stor hjælp inden hun kom på plejehjem. Hun har i det hele taget været omgivet af hjælpsomme og kærlige mennesker det meste af livet.