10. november 2017
Så står den på andesteg i rigelige mængder. Vi havde inviteret gæster til Mortens Aften, hvor vi selvfølgelig skulle traktere med den traditionelle and.
Vi inviterede familien samt nogle af vores venner, og da folk havde svaret, så det ud til, at vi ville blive 15 gæster. Dog var der lidt usikkerhed mht Kenneth og Christina, hvor en fødsel muligvis ville komme i vejen – men vi lod pladserne stå åbne.
Hvor mange ænder skal man så bruge til 15 personer? Vi vaklede mellem 3 og 4, og denne gang var det Kirsten, der mente, at vi hellere måtte tage 4.
Slagteren i Irma, hvor jeg bestilte ænderne, var også i tvivl. Det var endda ikke 100% sikkert, at han kunne skaffe æderne, så det var lidt af et sats. Han ringede heldigvis tidligt torsdag morgen, og fortalte, at ænderne var i hus, og at jeg bare kunne komme og hente dem.
Han havde så lagt 4 ænder til side til mig, som kostede en mindre formue. Først da jeg kom hjem, så jeg, at hver and (økologiske selvfølgelig) vejede 3700gr – og så var jeg ihvertfald ikke længere i tvivl om, at der var rigeligt med mad. Desværre fik vi så ydermere tre afbud. Kenneth og Christina havde født dagen før og var stadig indlagt, og så var der nabo-Ole, der havde ondt både her og der, og måtte blive hjemme og spise havregryn istedet.
Da jeg opdagede, at Brian havde skrevet på FB, at han blev helt sulten af at se det billede af ænderne, som jeg havde posted, så blev han selvfølgelig også inviteret.
Det var første gang, at vi skulle lave ænder i vores nye ovne, men det gik fint. Der kunne snildt være 2 ænder i hver ovn, hvor de stegte i lidt over 5 timer.






