9. juli 1989
En ansat på kontoret skal giftes
Hele danskerkolonien var inviteret til indisk bryllup af gommen, som arbejder som chauffør på det kontor, hvor en enkelt af os holder til. Han kendte altså kun en af os, men der er prestige i at få hvide mennesker med til sådan en fest, så vi var alle inviteret.
Historien om denne inder er, at hans mor en dag sagde til ham, at det var på tide, at han blev gift, da han nu var blevet 25 år gammel. Moderen tager rundt og ser på “emner”, og vender tilbage og fortæller, at nu har hun fundet en, som han lige skal checke ud. Han ser hende an, og beslutter at hun sgu da er ok, hvorefter forhandlingerne mellem forældreparrene begynder. Historien melder intet om, hvorvidt pigen blev spurgt.
Brylluppet foregik i et stort farvestrålende tempel med en masse farvestrålende mennesker. Der var masser af ritualer, som parret skulle igennem, og det var meget interessant at overvære.
Da festivitasen var overstået blev alle “hvide” stillet op på række for at blive fotograferet. Alle indere, bortset fra brudeparet og deres forældre, som forvillede sig ind mellem os, blev hurtigt fjernet.
For dem var der jo en vis prestige i, at så mange hvide mennesker deltog i brylluppet.

