2. juni 2022
Introduktionseftermiddag i Avedøre Sejlklub
Xander havde på et tidspunkt nævnt, at han godt kunne tænke sig at lære at sejle.
Da Kirsten så opdagede, at der blev holdt et introduktionsarrangement i Avedøre Sejlklub, så blev Xander fluks meldt til.
Vi måtte selvfølgelig hente ham fra skole og finde frem til sejlklubben.
Klubben fandt vi også, efter først at have været en tur i modsatte ende af havnen – Xander mente nok, at han kunne aflæse et kort.
De var kun tre nye, der skulle prøve, hvad det vil sige at være med i sådan en klub.
Xander blev tildelt en øvet makker, og efter nogen introduktion og en åndsvag leg, så blev det tid at komme til søs.
Xander var selvfølgelig bare passager på turen, men han var meget begejstret efter en times tid i havnebassinet.
Efter sejladsen skulle der rigges af, og så var der ellers grillpølser til alle,
Julie skulle hente Xander i klubben, og hun nåede tids nok frem til at være med på pølserne.
Xander vil meget gerne være medlem, men det bliver vist ikke til noget, da Julie så meget træt ud ved udsigten til at skulle køre ham frem og tilbage, samt hjælpe til i klubben. Synd.
