USA
13. maj 2011
AmagerBio
Vi er: Steen, Kirsten, Pede
Forrige:
Uriah Heep
Næste:
DOLLY PARTON
Anmeldelse af koncerten
The Jayhawks udsendte fra slutfirserne og til start-nullerne syv album, og de har et nyt et på vej i næste måned. I slutningen af 1995 efter udsendelsen af “Tomorrow The Green Grass” valgte Mark Olson dog at forlade bandet. Denne gendannelse er altså en gendannelse af Jayhawks anno 1995, og derfor var der næsten også udelukkende sange fra de to 90’er-album “Hollywood Town Hall” fra 1992 og “Tomorrow The Green Grass” fra 1995.
The Jayhawks er sangskrivere med et bedre øre for den gode melodi end de fleste; det står allerede klart fra aftenens første sang “Wichita”, som nok er country-rock, men som også læner sig op ad en pop-sang med sit la-la-la-omkvæd. Det umage forhold imellem folk og pop/rock musik har sikkert grund i en inspiration fra grupper som for eksempel Byrds eller tidlig Eagles, men i stedet for de mere luftige kompositioner fra Californien er det, som om hjemstaten Minnesota har givet The Jayhawks et mere jordbundet mid-western udtryk til musikken. De mørke nætter i det nordlige USA har også sneget en vis melankoli ind i sangene, som for eksempel på “Nothing Left To Borrow”.
I den første halvdel af koncerten bliver der ikke sagt meget fra scenen, og sangene falder hurtigt efter hinanden. Sangene er som sådan gode nok, men det hele bliver en anelse anonymt, måske ligefrem lidt kedeligt. Mark Olson har ellers allerede været på scenen og spille et opvarmnings-sæt sammen med den norske sangerinde Ingunn Ringvold, alligevel, eller måske derfor, virker det, som om Jayhawks lige skal finde hinanden som band, for eksempel ender forsøg på kommunikation med publikum ofte med, at Louris og Olson står og taler i munden på hinanden.
Der er jo også en ny plade på vej, så den får vi selvfølgelig også en række sange fra. Det kan være svært at tage stilling til nye sange, når man hører dem første gang; de lyder umiskendeligt som The Jayhawks, men måske også en anelse anonyme. Det eneste nummer, der falder decideret igennem, er “Cinnamon Love”, men man bør nok alligevel samle “Mockingbird Time” op, når den udkommer i næste måned.
Lidt over halvvejs inde i sættet er det dog som om, at bandet finder sig selv, og numre som “Blue”, “Nevada, California”, “I’d Run Away” og ikke mindst “Miss Williams Guitar” sætter gang i det modne publikum helt ned på bageste række, i det ellers ikke overvældende fyldte Amager Bio. Det kan meget let komme til at handle om Olson og Louris, men man bør virkelig også fremhæve Karen Grotberg, som aftenen igennem lægger et flot underlæggende spor på både kor og tangenter.
Trommeslager Tim O’Reagan får sin stjernestund, da han synger sin “Tampa to Tulsa”, aftenens eneste sang, som ikke stammer fra de to førnævnte album eller det nye. Hvis man lige skal runde Gary Louris også, så slipper han altså noget bedre fra aftenen end makkeren Olson; hans guitarsoloer ligger flot på mange af sangene, og han virker fokuseret, hvorimod Olson har lidt for travlt med at klovne rundt med mikrofonstativ og synge i underlige tonelejer.
The Jayhawks lovede mange gange, at de snart ville komme tilbage, så snart pladen er udkommet. Det er der, trods visse ujævnheder denne aften, al mulig grund til at glæde sig til
Se musikvideoer
The Jayhawks – SMILE
Efter koncerten:
Super god koncert, hvor jeg kendte næsten alle numrene. Også Pede og Kirsten var glade.