2026 RSC The Scoops

RØDOVRE STAR CLUB

LØRDAG D. 21. MARTS 2026

Tinderhøj Skole

Så inviterer Rødovre Star Club igen til fest.

Denne gang får vi besøg af The Scoops, som præsenterer “The Scoops And the Grease Show” med alle de største hits fra Grease-filmen.

Når The Scoops går på scenen med deres “The Scoops And the Grease Show”, er det en festlig begivenhed med et sprudlende sceneshow og professionel, dansevenlig musik. Bandet leverer alle de største hits fra Grease-filmen sammen med udvalgte hits fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

The Scoops har spillet et par gange før hos os, og hver gang har været en fest – også selvom den ene gang var under Corona-epidemien, hvor antallet af gæster var stærkt begrænset.

Det er det ikke denne gang, så vi regner da med at få godt fyldt op i Tinderhøj Skoles festsal.

Helt som vi plejer starter vi med spisning for dem, der har lyst at være med.

Menuen står denne gang på:

Rødvinsmarineret svinefilet med ristede sesamkartofler, en let pebersauce og salat.

Maden tilkøbes for 125 kr. sammen med adgangsbilletten.

Retten findes også i en vegetarudgave.

Vi anretter maden og serverer ved bordene. Bemærk at vi er nødsaget til at benytte engangsservice, så man kunne jo overveje at medbringe egen kniv og gaffel.

Der bliver så en kort pause, mens The Scoops gør klar på scenen.

Gennem hele aftenen kan der købes øl, sodavand, kildevand, vin mm i vores lille bar – til meget fornuftige priser

Der er gratis kaffe og kage efter maden.

Det kan kun blive godt………

PROGRAM:

17:30 – 18:00  Check ind

18:00 – 19:00  Spisning

19:00 – 21:00  Rockin’ Shads underholder

21:00 – 23:00  The Scoops And the Grease Show

23:00                  Tak for i aften

BILLET:

For at deltage skal du købe en billet, som koster:

  • Kr. 260 for medlemmer
  • Kr. 310 for gæster (incl. prøvemedlemsskab for aftenen)

Bemærk at, hvis du som gæst beslutter dig for at blive medlem og melder dig ind på aftenen, så får du 50 kr. i rabat på medlemskabet, og betaler kun kr. 125 for første år.

Billetter kommer i salg for medlemmer lørdag d. 7. februar kl. 10:00 mens gæster må vente til lørdag d. 14/2.

Billetter købes HER

The Scoops

The Scoops blev dannet i 1994 med ambitionen om at være Danmarks bedste showband. Med stor succes har de også underholdt på internationale scener i Tyskland, Sverige og Østrig. Hjemme i Danmark har bandet optrådt ved adskillige koncerter, på radio og TV samt lavet flere musikindspilninger.

Tag med The Scoops på en uforglemmelig tidsrejse gennem de vilde ungdomsår, krydret med moderne og selvskrevne sange. Rock’n’roll, beat, soul og pop blandet med autentiske outfits og sceneudtryk skaber den perfekte stemning til at få det hele til at swinge.

Bandet består af talentfulde musikere på guitar, bas, saxofon, keyboard og trommer samt en fremragende og dynamisk leadsanger og to rytmiske korpiger.

Hvordan gik det så?

The Scoops er jo altid værd at høre og se, så det var der da også 148 gæster, der syntes kunne være sjovt.

Med gæsternes store interesse for baren lykkedes det da også at hale et overskud på knaps 4000 kr hjem. Det er da helt tilfredsstillende.

Maden, som blev leveret af Damhusslagteren, var super lækker, og fik megen ros.

For mig var aftenens højdepunkt, da Rockin’ Shads, efter utallige opfordringer fra mig, endelig spillede et nummer, som jeg havde ønsket.

Takin care of business

VIDEO FRA AFTENEN:

Steen Jensen