De Sultne Pantere
Var en madklub vi stiftede – mest som en undskyldning for at drikke os i hegnet – men også for at nyde god mad i venners lag.
Værtskabet gik på tur mellem medlemmerne, og alle betalte et fast tilskud til mad og drikke.
Klubben bestod af en fast kerne af medlemmer, suppleret af et antal medlemmer med kortere medlemsskab.
Klubben gik desværre – af en eller anden grund – i opløsning i år 2006.

Overdrages på mødet fra forrige til næste vært. Skal så stå fremme på kaminhylden indtil den igen kan overdrages.
Formål
Klubbens formål er at sikre, at klubbens medlemmer med jævne mellemrum kan mødes til hyggeligt samvær og få fyldt de rumlende maver med god og vederkvægende mad.
Møderegulativ
Det skal tilstræbes, at et møde afholdes mindst en gang hver anden måned. Gerne oftere.
Æren af at være vært for et sådant arrangement går på omgang blandt klubbens medlemmer.
Næste vært melder sig frivilligt eller udpeges ved almindeligt stemmeflertal under afholdelsen af indeværende møde.
Dato for næste møde fastsættes samtidigt med at næste vært udpeges.
Ændring af dato skal ske med mindst 14 dages forudgående varsel.
Vært kan være enkeltpersoner eller par, der lever på samme adresse. Værtspar får altså begge et kryds i logbogen, når et arrangement er tilfredsstillende afviklet.
Første gang værten afholder et arrangement, belønnes dette med et flot ur, som herefter SKAL bæres under mødet og ved ethvert efterfølgende møde – uanset om det kan gå eller ej.
Undladelse af at bære uret under et møde straffes med hånlige bemærkninger i mindst 5 minutter fra de andre medlemmer samt en bøde på kr. 10 til grisen.
Klubbens hæderstrofæ (et flot askebæger i imiteret træ forestillende en rejst penis) overdrages fra forrige vært til den nye vært straks ved mødets begyndelse. Trofæet kan herefter pryde hjemmets kaminhylde ind til det skal overdrages til en ny vært.
Alt foregår på sammenskudsbasis. Madvarer indkøbes og tilberedes af værten (der kan dog indforskrives nødvendig hjælp hos klubbens andre medlemmer), og udgiften fordeles derefter ligeligt blandt de deltagende medlemmer (enkeltpersoner).
Udgiften til mad må højest løbe op i 150 kr. pp.
Der betales mindst 100 kr. per person ved et arrangement. Dersom udgifterne til indkøb er mindre end 100 kr. lægges overskuddet i klubskassen, hvor der spares op til et eller andet fremtidigt arrangement.
Drikkevarer medbringes normalt selv, med mindre værten sørger for forsyninger, der kan købes.
Værten bør altid have en kasse øl på lager, hvorfra tørstige medlemmer, som hjemmefra undervurderede størrelsen af deres tørst, kan købe sig til supplerende beholdning.
Der er ingen restriktioner på måltidets art eller på lokationen hvor dette indtages. Det kan være dyrt (max 150), billigt, stærkt, sødt, med krystalglas og stearinlys, på grillen, i frokostkurv, i haven, i spisestuen, i parken, gården, men dog ikke på restaurant eller lignende. Maden må under ingen omstændigheder indkøbes færdiglavet.



Har man glemt det, vanker der bøde.
Uret udleveres første gang man er vært for et arrangement.
Andre regler:
Klubben må, indtil andet bestemmes, maksimalt have 15 medlemmer.
Inden nye medlemmer kan optages, skal dette godkendes enstemmigt af nuværende medlemmer – enten på forrige generalforsamling eller ved at ringe/maile rundt.
Hunde og børn kan ikke optages som fuldgyldige medlemmer.
NYE MEDLEMMERS INDBETALING
Nye medlemmers indbetalinger til grisen Regnskabsføreren holder efter hver generalforsamling styr på, det samlede beløb, som hvert enkelt medlem har liggende i grisen.Hver gang medlemmet deltager i en generalforsamling, og der er overskud, summeres det beløb medlemmet lægger i grisen til medlemmets saldo.Deltager medlemmet i et arrangement, hvor grisen betaler hele eller dele af udgifterne, fratrækkes beløbet fra medlemmets saldo. Et medlems saldo må aldrig gå i negativ – dvs. at deltager man i et arrangement, og der ikke er penge nok på saldoen, så betaler medlemmet forskellen. Et medlems saldo nedskrives kun, hvis medlemmet deltager i et arrangement. Nye medlemmer behøver altså ikke at indbetale et højt beløb ved indmeldelse, men vil så evt. skulle betale ekstra ved deltagelse i et arrangement sponseret af grisen. Et nyt medlem kan frit vælge at betale differencen ved indmeldelse.
KULTURELT INDSLAG
Kulturelt indslag På generalforsmalingen 3/7-04 blev det foreslået – og vedtaget i et forsøg på at højne det åndelige niveau for klubbens medlemmer, at værten / værtsparret til hver generalforsamling skal forberede et maksimalt 10 minutters kulturelt indlæg, som fremlægges lige efter indtagelsen af maden (evt. under kaffen). Det er op til den enkelte vært selv at bestemme emnet og indholdet, der f.eks kunne være:
- Hvad lever jeg egentlig på mit job (det kan muligvis også give en selv en klarere forståelse at tænke dette igennem).
- Forskellen på svenske og danske kartofler. Hvilke koger mest ud.
- Danske frimærker fra det 18. århundrede.
- Fordele og ulemper ved TeleDanmark (he he).
- Hovawartens oprindelse og spisevaner.
- Min udlægning af Einsteins relativitetsteori.
Jo, der er søreme mange gode emner, der bare venter på at blive valgt.
GÆSTER
På generalforsamlingen d. 12. november 2005, blev det vedtaget, at der skal være mulighed for at invitere gæster (altså ikke medlemmer) med til klubbens arrangementer. Det er en forudsætning, at arrangementets vært(er) kan godkende dette udfra pladshensyn, arrangementets art eller hvad der nu måtte være at tage hensyn til. Værten bestemer suverænt.
FASTE INTERVALLER
På generalforsamlingen d. 24/9-2005 blev det vedtaget, at afholde fremtidige generalforsamlinger med faste intervaller, således at medlemmerne har lettere ved at planlægge deres kalender ud i fremtiden – altså sige nej til andre arrangementer, der falder på disse datoer. Generalforsamlinger afholdes (som oftest fredag eller lørdag) i anden uge af hver anden måned.
Reglen kan dog afviges og anden dato vælges, dersom den kommende vært skønner, at der alligevel er for mange afbud. Dette kan især være aktuelt i sommermånederne.

Generalforsamling
- Ethvert møde er at betragte som en generalforsamling.
- En ekstraordinær generalforsamling kan altid indkaldes, såfremt mindst 2 medlemmer deltager, og der indkaldes med mindst 2 timers varsel.
- Dato og vært for næste ordinære generalforsamling besluttes under mødet. Ekstra arrangementer, der måtte blive afholdt imellem de ordinære generalforsamlinger og ikke indkaldes som ekstraordinære generalforsamlinger, er ikke beslutningsdygtige og kan således ikke ændre i klubbens vedtægter.
- Enhver generalforsamling er fuldt beslutningsdygtig og kan ændre klubbens vedtægter med almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed trækkes lod.
- En beslutning kan omgøres på en efterfølgende ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
- Inden indtagelse af kokkens mesterværk skal den egentlige generalforsamling afholdes.
- Værten vælges automatisk til både ordstyrer og referent. Dersom der er tale om et værtspar deler disse rollerne mellem sig.
- Så vidt muligt starter generalforsamlingen ikke før alle er mødt, men kan dog, af hensyn til maden, højst udsættes en halv time. Medlemmer, der kommer for sent, idømmes en bøde på 1 krone for hvert minut tiden overskrides.
- Klubben har en fast kasserer (Peter) og en fast revisor (Kim).
- Kassereren har til opgave at holde regnskab med klubbens midler samt inden en generalforsamling at publisere det aktuelle regnskab på hjemmesiden.
- Regnskabet skal indeholde en oversigt over hvert medlems debit / kredit i grisen.
- En generalforsamling skal altid afvikles efter nedenstående dagsorden.

Dagsorden for generalforsamling i De Sultne Pantere:
- Det konstateres om alle tilmeldte er mødt, og bøder afkræves fra de formastelige, der er kommet for sent.
- Der skåles
- Et flot ur overdrages til førstegangsværter under stor applaus.
- Samtidigt kontrolleres det, at alle foregående værter bærer deres klubsure. Dersom det konstateres, at et medlem der førhen har fået udleveret et klubsur ikke har det på, skal dette medlem hånes med højlydt buhen samt straks erlægge en bøde på 10 kroner i grisen.
- Det noteres i klubbens logbog, at værten har afholdt mødet.
- Der skåles.
- Klubbens trofæ overdrages ligeledes til værten. I den forbindelse overståes diverse sjofle bemærkninger angående trofæet.
- Der skåles.
- Værten holder takketale, og overtager automatisk både formandskab, ordstyrerposten og sekretærposten.
- Der skåles.
- Der tages stilling til optagelse af eventuelle nye medlemmer. Et nyt medlem skal godkendes enstemmigt af alle fremmødte medlemmer. Kassereren oplyser prospectet om, hvor meget der skal lægges i grisen, hvis det nye medlem ønsker at være “lige med”. Efter chocket har aftaget en smule, beslutter det nye medlem, om vedkommende ønsker at indbetale beløbet, eller fortsætte med at være i restance. Der henvises til bilag 1 i klubsvedtægterne for nærmere belysning af de regler, der gælder for medlemmernes indbetalinger til grisen.
- Ændringer til klubbens vedtægter behandles.
- Der skåles.
- Klubbens medlemmer kæmper nu om at komme til at være vært ved det næste arrangement. Kan der ikke opnås enighed, foretages simpel lodtrækning (f.eks “hvem peger trofæet på”).
- Dato og tidspunkt for næste generalforsamling vedtages og føres til referat. Normalt vil næste dato allerede være kendt ifølge vedtagne regler.
- Der skåles og råbes hurrah for den/de kommende værter.
- Formanden beretter om den kommende madoplevelse.
- Der skåles.
- Alle kigger på deres klubsure og spørger “Hvornår skal vi spise”
- Formanden smutter ud for at se til maden. Dette kan eventuelt ske tidligere i forløbet, hvis lugten fra køkkenet begynder at blive mistænkelig.
- Mens formanden er ude at se til maden, smådrikker resten af selskabet og antyder, at nu er man altså også ved at være godt sulten.
- Kasseren fremlægger regnskab, der godkendes af forsamlingen og attesteres af klubbens revisor. I den forbindelse skal der tages stilling til, om kasseren evt. har snuppet af kassen, og om det er nødvendigt med politianmeldelse.
- Under fremlæggelsen af regnskabet skal klubs-grisen fremvises, og enhver kan få lov til at mærke, hvor tung den er nu.
- Der skåles, og kasseren ånder forhåbentligt lettet op.
- Spændingen stiger nu til uanede højder, da formanden nu vil berette, hvad det aktuelle arrangement løber op til. Medlemmerne slipper nødtvungent skejserne – mindst 100 kroner / maks 150 kroner. Formanden stikker sin del i lommen, og hvis prisen for arrangementet er under 100 kroner kommes den overskydende sum i grisen.
- Diverse
- Formanden takker for god ro og orden under mødet.
- Der skåles og indtagelsen af maden påbegyndes.