FFF almindelig dag

Også i flyveklubben var der ventetid på at komme op at flyve. Især som elev måtte man ofte vente længe, da der for det meste kun var en enkelt instruktør til stede.

Det var dog ikke lige så slemt som i faldskærmsklubben, da der nu var alverdens opgaver, man skulle være med til at løse.

F.eks. skulle flyene tages ud af hangaren og klargøres om morgenen (nogle skulle også samles). Der skulle fyldes benzin på traktorer, wirehenter og spillet, og startvogn og spil skulle køres på plads.

Under flyvningen var der opgaver som standpladsleder, tipholder, spilfører, flyhenter (med traktor) wire udtrækker (med wirehenteren) samt meget mere.

Jeg havde mit videokamera med nogle gange, og prøvede at filme en almindelig flyvedag i klubben. En af klubbens medlemmer, Niels Aundal, har indtalt kommentarer på filmen, som blev brugt til information ved et af klubbens flyvestævner.

Desværre er kvaliteten ikke noget at råbe hurra for. Videokameraer var ikke, hvad de er i dag, og det var mulighederne for redigering heller ikke. Til gengæld var udstyret både stort og tungt – et kæmpe kamera forbundet til en stor båndoptager. Det var ikke let at på plads til i flyet.

Det gør det jo så heller ikke bedre, at farverne på optagelserne også bliver svagere efter mange år på bånd. Nå, men som minde er videoen jo bedre end ingenting.

Steen Jensen