
Næste dag var det Gitte Julins fødselsdag, men den tegnede ikke særligt godt. Vejret var stadig ikke ret godt, og så skulle vi jo flytte til de små hytter – og restauranten serverede stadig ikke øl.
Vi blev enige om, at Gitte og jeg skulle køre til byen efter proviant (øl bla.), så vi kunne fejre hende på behørig vis. Vi fandt en lille købmand i byen med en gammel kineser, som Gud hjælpe mig spurgte, om vi var danskere. Han hjalp os med at finde et par kartoner øl samt en masse andre livsnødvendigheder.
Belæsset med alle disse herligheder, vendte vi næse hjemad igen.
På hjemvejen besluttede vi os til alligevel at spørge på det andet hotel, hvorom det lige skal bemærkes, at det er et meget berømt og lækkert sted. Det kunne jo være, at der var kommet en afbestilling.
Så tilsmilede heldet os – Der var kommet et afbud på en suite, og når vi nu var to familier, så måtte vi gerne leje den. Suiten bestod af to store værelser, med hver deres badeværelse, så det passede jo helt perfekt.

Da vi nåede tilbage, var Gitte Julin parat til at køre hjem. Hun kunne ikke have alle sutteflaskerne i den lille hytte, så hun strålede omkap med solen, som nu også endelig havde vist sig, da vi fortalte de gode nyheder.
Vi afbestilte straks vores værelser og drog hen til det nye hotel.