9-11. august 1989
Bjarne og Susanna på besøg – Melacca
Det regnede også det meste af næste dag, men det gjorde ikke alverden, da dagen for det meste blev brugt på at køre tværs over landet til byen Melacca.
En smuk tur, hvor vi igen stødte på aber hist og her.

Til vores overraskelse var hotelreservationerne denne gang i orden. Vi fik hver et spøjst værelse på det gamle hotel Majestic, som vi, uden held, havde forsøgt at komme til at bo på, sidst vi var her.
Hotellet er det første, der blev bygget i byen, og det oser af atmosfære. Et hotel, der engang var femstjernet, men som nu har mistet de fleste af sine stjerner. Lidt synd – der var bestemt ingen luksus, men det var ihvertfald det mest besynderlige hotel, som vi har boet på, og bestemt et sted, vi kunne finde på at besøge igen.
Hotel Majestic er sidenhen blevet renoveret og står i dag (2016) igen som et 5 stjernet hotel.
I det hele taget er der sket store forandringer i Melacca, hvor meget gammelt er revet ned og moderniseret. Er det mon så bedre?




