Kinesisk Nytår på Phi Phi med Kim og Beatrice

Vi vandrede også op til udsigtspunktet, hvilket vr ved at tage livet af Beatrice. Hun prustede og stønnede, men var ellers bemærkelsesværdigt tavs – hvilket vi jo ikke er forvente med. Hun klarede nedturen noget bedre, men livede først rigtigt op igen, da hun var tilbage til sin yndlingsbeskæftigelse med at samle skaller på stranden.

Vores hjemrejse blev meget hektisk. Vi skulle jo være i Phuket’s lufthavn halvanden time før flyets afgang, hvilket vil sige klokken 11. Desværre ville vores båd først komme i havn klokken 11, og derefter tager det normalt cirka 45 minutter at køre til lufthavnen. Vi brugte flere timer dagen i forvejen på at lægge en strategi, og at undersøge, om ikke der skulle være en tidligere båd. Det var der ikke, men en meget hjælpsom billet sælger hjalp os med at bestille taxi, der skulle afhente os ved båden, og så kører os med lynets hast til lufthavnen. Vi forsøgte også flere gange at ringe til Malaysia Airlines for at få en aftale med dem om, at vi kunne tjekke ind lidt senere, men der var aldrig åbent, når vi prøvede.

Nå, men båden afgik til tiden, hvilket forbavsede os en del, og var kun 15 minutter forsinket, da vi nåede i havn. Vi havde endnu ikke fortøjet, da 2 fyre med gevaldige fagter bad os om at lange vores bagage ned til dem. Da vi også selv nåede i land, blev vi stoppet ind i 2 biler, og i halsbrækkende tempo kørt til lufthavnen. Det foregik i bedste agent stil, hvor vi, med blinkende lygter og hornet i bund, susede ud og ind mellem de andre biler.

Efter en halv times vild kørsel ankom vi til lufthavnen, hvor vi straks for hen til skranken for at tjekke ind. Selvom flyveren skulle afgå om en halv time, viste det sig, at vi alligevel var i god tid. Strømmen i lufthavnen var nemlig gået, så deres computer virkede ikke. Vi stod derfor og ventede i et kvarters tid, inden vi endelig kunne komme afsted. 

Det var jo Gittes fødselsdag, hvad jeg selvfølgelig havde glemt i al forvirringen, og først kom på, da vi var vel hjemme. Nå, men den skulle da fejres med en middag på restaurant sammen med kim og Beatrice. Der var bare det kedelige ved det, at de fleste restauranter var lukket på grund af kinesisk nytår. 

Til sidst ringede jeg til hotel Regent, og bestille bord på en restaurant dér. Det var et dyrt sted. Bilen afleverede vi ved indgangen, og straks vi kom ind i restauranten, fik Gitte kolde fødder. Vi var for det første ikke klædt på til den slags. Kim var endda i T-shirt, og så havde vi nu engang ikke tænkt os at spendere ustyrligt mange penge. Nå, men vi fik nu en god middag, dog uden vin, for det var der ikke råd til. Kaffen tog vi hjemme hos os selv.