19. august 2017
Rock i Rendestenen var i år flyttet delvist indendørs på Vanløse Kulturhus. Jeg synes egentlig, at stemningen var bedre, da arrangementet blev afholdt som gadefest – men pga vejret var det jo nok en god ide at flytte indendørs.
Igen i år var der optræden af en stor flok lokale musikere, der skabte en glad og god stemning til det flotte arrangement. Desværre var der god plads til endnu flere tilskuere, men der har nok været for stor konkurrence fra Pride-festivalen i København – og så var der altså heller ikke meget reklame ved indgangen, der antydede, at der skete store ting oppe ad trappen.
Og så et lille surt opstød. Jeg synes, at det er meget respektløst overfor kunstnerne (som jeg har indtryk af optrådte gratis) samt det publikum, der er kommet til et musikarrangement for at HØRE musikken, når visse blandt publikum absolut skal skvadre højt sammen, ja faktisk råbe til hinanden, så det nærmest overdøver musikken. Det synes jeg ikke, at man kan være bekendt.
Nå, men vi hyggede os alligevel – og jeg havde mobilen i hånden en del af tiden, og filmede lidt fra dagen. Da vi ikke deltog i det fulde arrangement, så mangler der jo en del af det samlede program.
