RSC 2022 Hardinger Band

Hvordan gik det så

Det gik, efter de flestes mening, forrygende. Alt fungerede, musikken var god, og der var en fantastisk stemning.

Klubbens lyd-problembarn Gerhard, havde dog efterfølgende nogle sure opstød angående for høj lyd, kvaliteten af musikken leveret af Hardinger Band (specielt sanger Jørgen Thorup) samt mixningen af lyden.
Det fik han skrevet en hel novelle om på vores FB-side, hvor en stor del af teksten blev brugt til at fremhæve sig selv som tidligere musiker og lydmand, og om at fortælle om alt det professionelle udstyr, som han havde til måling af lydstyrke.
Han påstod at lydstyrken var oppe på 120 db, hvilket gjorde ondt i nyrerne og fik hans filmede lyd til at forvrænge. Desværre havde han ikke sit super professionelle lydmålingsgrej med, så udsagnet baserede sig udelukkende på, at hans høreapparater forvrængede.
Nå, men Gerhard brokker sig konsekvent over lyden – han retter endda på de professionelle lydmand i Portalen, som ellers har den bedste lyd der kan opdrives.
Vi har også hørt lange beretninger om, hvordan lyden fra naboens springvandspumpe tvinger ham til at flytte på hotel.
Ak ja ak ja.

Jeg selv er jo desværre handikappet af en helt normal hørelse, så uden høreapparat kunne jeg ikke genkende noget som helst i Gerhards kritik.
Tvært imod var jeg meget begejstret for lydens kvalitet (måske kan jeg give en smule ret i at sangen skulle være kraftigere), og heldigvis var langt langt hovedparten af vores gæster meget begejstrede for aftenen.

Annemette hygger sig med B-Joe fra Hardinger Band

Vi solgte 162 billetter og 141 portioner mad.
Selvom vi aldrig har været så mange deltagere før, så gik indcheckning smertefrit, da vi denne gang skannede billetterne.

Også servering af maden gik forrygende. I løbet af nul komma fem havde Kirsten, Annette og jeg øst mad op til alle.
Bøfferne havde måske nok fået en anelse for meget, og var lidt hårde, men kartofler, ærter og bearnaise var super.

Rockin’ Shads, der indledte ballet, var flyvende.
Fyldt dansegulv, og det lykkedes da også Ejvind at synge trusserne af en del af vores kvindelige (mener jeg da) publikum, da der blev spillet en Tom Jones melodi. Fedt og morsomt indslag.

Vi havde haft nogen nervøsitet vedrørende de faciliteter (scene, lydudstyr mm) som vi kunne levere. Det var voldsomt mange krav de havde, og vi kunne umuligt opfylde dem alle.
Vi gjorde vores bedste, og alt lykkedes da også tip top, selvom de måske fik lidt klaustrofobi på scenen, der i størrelse slet ikke matchede det, de var vant til.

Der blev danset og sunget med på alle de kendte ShuBiDua sange, og gæsterne havde en fest – lige bortset fra Gerhard.

Vi var vildt trætte, da vi efter oprydning var hjemme ved 2 tiden om natten. Lad os betegne dette arrangement som en af klubbens største succeser til dato.

Jeg filmede selvfølgelig på livet løs, og resultatet kan ses herunder.

Der er en “kort” udgave, hvor der er medtaget bidder af melodierne:

Og så er der en længere udgave, hvor sangene er i deres fulde længde:

EN SUPER AFSLUTNING PÅ ÅRET.

Steen Jensen