1989-15 Terengganu

5. maj 1989

Tur til Østkysten – Terengganu

Vi hentede Tanya fra skole og kørte tværs over landet til Østkysten.

Vi skulle være sammen med familien Gitte/Bjarne, men de var taget afsted 3 timer tidligere end os. De kunne næsten ikke vente på, at vi skulle ankomme og se, hvilket skrækkeligt sted Gitte havde bestilt.

Merantau Inn – Dungun

For det første trængte vi gevaldigt til en kold øl efter en tur på ialt 7 timer i regn og til sidst mørke, men da det var et muslimsk sted, så måtte vi nøjes med en cola.

Hytterne var så små, at der ikke var plads til en ekstra opredning, så første nat fik vi lov til at sove i nogle lidt større hytter – men kun indtil næste dag.

Badeværelserne dømte vi til at være direkte sundhedsfarlige, og der var kun koldt vand. På sengene lå der nogle tynde badehåndklæder, som vi kunne tage over os om natten.

Til gengæld følte en masse forskellige slags dyr sig åbenbart rigtigt godt tilpas der, da det vrimlede med geckoer, karkelakker og andet kryb.

Karkelakhytten

Vi forsøgte at køre til et andet hotel ca 10 km derfra, for at spørge, om de havde noget ledigt. Vi havde dog ikke meget håb, da vi allerede havde prøvet at reservere værelser her. Vi kunne være der denne ene nat, men så måtte vi flytte igen, da alt var udsolgt pga helligdagene. Vi turde jo så ikke opgive vores nuværende værelser, da vi jo så slet ikke havde noget sted at bo, den følgende nat, så vi vendte tilbage og forberedte os på nattens komme.

Vi var nu ret sultne, og selv om det var midt om natten nu, så åbnede de køkkenet og biksede noget mad sammen til os. De var skam søde og flinke nok – det var blot værelserne, der var noget skod – eller måske os der var for sarte.

Vi fik ikke sovet meget den nat. Gitte røg op af sengen flere gange og påstod, at nu ver der igen et dyr, der var landet på hende (hystade). Både Gitte og Tanya sov med alt tøjet på, og til sidst måtte vi så sove med alt lyset tændt – det beroligede hende lidt.

Vi fik dog ikke ligget ret længe, før Tanya skvattede over sine gummisko midt ude på gulvet. Hun ravede rundt i søvne og prøvede at finde et sted at hænge det håndklæde, som hun havde over sig, til tørre.

Gitte fik hende styret i seng igen, og så var det tid at stå op.

Bjarnes Gitte havde overhovedet ikke lukket et øje – påstod hun ihvertfald.

Steen Jensen