1. februar 1992
Kinesisk Nytår på Phi Phi med Kim og Beatrice
Det har været en hektisk tid efter vores juleferie. Det kinesiske nytår fejrede vi på Phi Phi sammen med Kim og Beatrice.
Vi drog afsted om lørdagen, efter at jeg havde været på arbejde. Vi ankom sent til Phuket (en times forsinkelse), og overnattede på et udmærket hotel i Phuket by.
Vi nåede lige ud at købe noget thaisilke inden butikkerne lukkede, og til Gittes store fortrydelse, var hun den eneste, der ikke nåede at få noget. Vi fandt en restaurant, og spiste det første af vores dejlige thai-måltider, og sluttede dagen af med en drink i baren på vores hotel.
Vi var tidligt oppe næste morgen. Allerede lidt over 7 blev vi afhentet og kørt til vores båd. Da der tilsyneladende ikke var en hurtig båd til Phi Phi på denne tid af dagen, så måtte vi med en langsommere, der var 45 minutter længere om turen. Det gjorde dog ikke så meget, for Gitte og Bea legede gallionsfigurer og nød solen – så Kim og jeg hørte ikke brok derfra.
Da vi så skulle checke ind på vores sædvanlige hotel, kom problemerne. Der var ikke bestilt værelser med aircond – kun med vifte – og det er jo en velkendt sag hernede, at Kim ikke kan sove uden aircond (og det er vi nu heller ikke så gode til).
Efter en del diskuteren og ventetid, lykkedes det dog alligevel at få 2 hytter med aircond – mod ekstra betaling selvfølgelig.
Vi gjorde alle de sædvanlige ting. Sejlture til Phi Phi Lay, Moskito Island og Bamboo Island med al den obligatoriske snorkling. Desværre opgav Kim ret hurtigt snorkleriet. Han kunne ikke finde ud af at trække vejret gennem munden.
Derimod blev Beatrice meget bidt af det. Desværre kan hun ikke svømme, så det blev mest noget med at hænge i en stige på siden af båden. På lavt vand gik det bedre. Der kunne hun endda finde ud af at svømme lidt rundt, men til gengæld er der ikke så meget at kigge på. Vi havde taget nogle bananer med til at fodre fiskene, og det kan da nok være, at det virkede. Når vi kastede nogle småstykker ud i vandet, så tiltrak det straks en stor stime farvestrålende fisk, som vi så svømmede rundt imellem, mens de guffede i sig af lækkerierne. De var overhovedet ikke bange, om man kunne bare række hånden ud og røre ved dem.
Gitte bryder sig dog ikke om at være blandt så mange frygtløse fisk. Vi så ingen haj denne gang, men jeg så en meget farvestrålende slange på ca en meters længde. Vores bådfører påstod, at det måtte have været en fisk, da der ikke skulle være havslanger heromkring – men jeg kan nu altså godt se forskel på en fisk og en slange – så det…..
Store rejer, hajbøf og andet godt stod selvfølgelig på menuen til middag.Det var, som sædvanligt, dødlækkert og billigt.
Desværre kan vi se, at øen bliver mere og mere turistifiseret. De små restauranter bygges større, og der kommer flere og flere af dem. Nå, men her er nu stadig dejligt at være.

