Ved udgangen af 1973 blev jeg hjemsendt efter 12 måneder som soldat.
Inden hjemsendelsen var det lykkedes mig at blive ansat hos Datacentralen, hvor jeg så skulle starte i begyndelsen af januar måned.
Jeg havde oprindeligt søgt job som programmør – og fået det tilbudt – men da holdet af nye programmører skulle starte op med uddannelse allerede i december måned, så kunne jeg jo ikke være med, da jeg stadig var i militæret. Istedet blev jeg ansat som operatør, med den hensigt senere at skifte til programmør.
Dette var så starten på over 40 år i firmaet med mange spændende opgaver i ind- og udland.
Dikte og jeg var stadig kærester, og nu kunne vi så endelig komme på sommerferie. Det blev både til en tur til Mallorca samt en uge i Diktes forældres sommerhus i Tversted.











