Weekendtur til den smukke sø Tasik Chini

Vi har været en tredages weekend til “Lake Chini”, som er en sø, der ligger cirka 50 km fra Kuantan på østkysten. Vi startede fredag morgen i bil, og efter at have brugt cirka 2 timer på en genvej Gitte insisterede på, at vi skulle tage, kom vi tilbage på hovedvejen 5 km fra, hvor vi drejede af. Vejen startede såmænd godt nok. Pæn asfalteret og med en smuk udsigt over en flod. Det meste af vejen var dog kun et par hjulspor med en masse store huller, så vi kom jo ikke ligefrem hurtigt afsted.

Nå, men noget senere fandt vi da så den rigtige afkørsel fra hovedvejen, hvoraf vi nåede til en flod, hvor vi skulle videre med båd. Vi parkerede bilen, og den vagthavende malay dame fik tilkaldt en bådfører. Vi måtte dog vente en halv times tid, for han var i gang med sin bedning.

Da han så endelig dukkede op, fandt han på, at han nok hellere måtte tage en lommelygte med, da det nok ville være mørkt, inden han kom hjem igen. Han futtede så afsted på sin knallert igen, og vi ventede igen et kvarters tid, hvorefter han kom trækkende med knallerten og meddelte, at han var løbet tør for benzin. Han fik hældt benzin på, og afsted gik det igen på knallerten. Cirka 10 minutter senere kom han igen trækkende tilbage med maskinen, og meddelte denne gang, at nu var den gået i stå, og at den altså ikke bare sådan lige var til at få i gang igen. Han kendte dog et godt middel, og det var at lade den rulle ned ad en ret stejl bakke. Det lykkedes ham da også at få dyret i gang igen, og han nåede endda at bremse, inden han forsvandt ud over kanten til floden. Denne gang lykkedes det ham at komme helt hjem efter lygten og tilbage igen.

Så kunne vi endelig komme afsted (os tre, bådsmanden og en hjælper) i en lille fladbundet båd med påhængsmotor.

I starten gik det meget fint, men vi havde fået at vide, at floden for tiden var meget lavvandet, og da vi var drejet af fra hovedfloden og fortsat ind i en meget lille biflod, måtte vi stå af og spadsere på land, mens bådsmændene trak båden ude i vandet.

Efter et stykke vej entrede vi igen båden, og afsted gik det. Adskillige gange måtte bådsmændene dog stå af og hale båden og os igennem specielt lavvandede strækninger. Til sidst kom der så også det uundgåelige – vi blev bedt om at stige ud og gå i floden.

Der var jo som sagt ikke særlig dybt, men Gitte og Tanja så da ikke synderligt begejstrede ud. Jeg kunne se, at al tankevirksomhed med et drejede sig om igler i alle mulige afskygninger. Vi fik dog ingen på os, og snart efter kunne vi igen sætte os til rette i båden.

Til sidst kom vi ud i søen – eller rettere søerne. Der er 12 styks, der hænger sammen.

Vi havde bestilt køjer i en sovesal på et resort (der var ingen ledige hytter), men det lykkedes da heldigvis, at få det lavet om til en hytte.