EN TUR TIL ENGLAND
Vores major havde fået den geniale ide, at vores kompagni på et tidspunkt skulle prøve at bytte plads med et engelsk kompagni. Vi flyttede derfor til Colchester i England, mens englænderne flyttede ind på vores kaserne i Slagelse. Jeg kan ikke huske, om det var to eller tre uger, hvor vi var væk.
Den første uge i England gik med at prøve forskellige ting, som englænderne havde til rådighed, som vi ikke havde. Bl.a. skulle vi træne landsætning fra en helekopter. Vi blev fløjet til det område, hvor vi skulle af, men istedet for at lande, så vi i ro og mag kunne afsidde, så holdt helikopteren sig svævende et par meter over jorden, og vi skulle så hoppe af. Nogle har nok fået sig et billigt grin ved at se tumperne fra Danmark lande i en stor bunke under helikopteren oven på hinanden. Nogle få af os (mig incl) fik også en demonstration af, hvad helikopteren formåede. Maven begyndte så småt at gøre oprør da piloten nærmest begyndte at lave luftakrobatik, og det blev rigtigt spændende, da han slukkede motoren for at demonstrere, at helikopteren kunne “svæve” ned, hvis den fik motorstop. Han startede heldigvis motoren, inden vi ramte jorden, for selv om han kunne vende rotorbladene, så vi kunne “svæve” ned, så ville det være blevet til en ganske hård landing.
Vi fik også prøvet, hvad de kaldte “Shooting Theatre”. Det var en slags biograf, hvor man skulle skyde med rigtig ammunition efter soldater i en film, der blev afspillet på et stort lærred. Når man skød, stoppede filmen, og man kunne se, hvor man havde ramt. Det var meget sjovt.
På et tidspunkt var vi da også på en rigtig skydebane. På vej derhen blev det hele pludseligt lidt for realistisk. Vores sprudlende delingsføre læste vist ikke sit kort rigtigt. Han førte os nemlig tværs over terrænet for enden af skydebanen, så pludseligt fløg kuglerne bogstaveligt talt om ørerne på os. Vi kom hurtigt ned på maven, og skyndte os at kravle i sikkerhed.
Der blev da også tid til nogle gevaldige byture i Colchester, hvor vi hurtigt fandt en stam-pub med nogle søde piger. En sightseeingtur til London blev der også plads til, inden vi rykkede videre til Wales, hvor vi skulle på øvelse.
Det blev hårdt. Det var vinter, og det var pisse koldt. Vi skulle sove under vores regnslag på en slags bjerg, og der var is i støvlerne, når vi skulle i dem om morgenen. Det var kun første nat, at vi smed støvlerne – ellers beholdt vi dem på resten af øvelsen.
Desværre er det meget begrænset, hvad jeg har fået taget af billeder på turen.







