REKRUT I VORDINGBORG
Min soldatertid startede, da jeg og alle de andre fra kompagniet, mødtes på Vordingborg kaserne i starten af januar måned.
De første 3 måneder af min ialt 12 måneders værnepligt skulle tilbringes her, mens vi gennemgik grunduddannelse som rekrutter.
Jeg husker tiden som ret hård fysisk, da der var virkelig meget løb og anden fysisk træning, og man var jo ikke ligefrem i stor fysisk form, da man ankom.
Vi brugte også meget tid på skydebanen og efterfølgende rensning af vores geværer. Eksersits var der også en hel del af, og jeg tror ikke, at vi på nogen måde kvalificerede os til deltagelse i et tatoo eller lignende.
Vi var tre delinger i kompagniet, hvor den ene var middeltung morter, mens de andre var almindelig infanteri. Jeg blev udtaget til beregner på mortererne, og gennemgik uddannelsen fot dette.
Jeg skulle lære at beregne, hvordan skytterne skulle indstille mortererne for at ramme de koordinater i terrænet, som vores forpost (Sgt. Rasmussen) kaldte ind over radioen. Til dette formål havde jeg diverse remedier. På en måleplade satte man en lille prik svarende til målets koordinater. Ved at dreje pladen rundt, kunne man så aflæse, hvordan mortererne skulle indstilles i forhold til et målepunkt, som de i forvejen var rettet ind imod. Med en slags regnestok skulle man derudover beregne indstilling i højden samt størrelsen på granatens drivladning, således at den hverken ville flyve for langt eller for kort, men helst ramme præcist, hvor det var ønsket. Det blev vi faktisk rigtigt gode til, og der gik ikke mange øjeblikke fra ordren indløb, til jeg havde givet skytterne besked om indstilling, de havde rettet mortererne ind, og hjælperen havde afskudt tre “lag” – altså tre granater lige efter hinanden. Vi plejede at ramme ret præcist, bortset fra en enkelt gang, hvor jeg i dårligt lys forvekslede min blyantsprik på måletavlen med lidt skidt, hvilket resulterede i et skud nærmest på tværs af den retning, det skulle have været. Heldigvis ramte vi ikke noget alvorligt, men jeg har da vist aldrig hørt så mange eder og forbandelser fra vores sergeant, der lå og så granaterne ramme ned langt ved siden af målet.
I starten havde delingen to lastvogne, hvormed vi selv og vores morterer blev transporteret rundt på øvelserne. Hver gang vi rykkede til et nyt sted i terrænet, skulle mortererne læsses af bilen, sættes op og justeres ind efter et fikspunkt. Efter vi rykkede til Slagelse, blev lastvognene erstattet af pansrede mandskabsvogne (PMV), hvori morterene var fastmonteret, og kunne skyde op gennem en luge i loftet.
Jeg blev hurtigt rigtigt gode venner med de fleste fra delingen, og vi havde en god tid sammen. Der var dog også lige tre sønderjyder, som var meget skeptiske overfor os københavnersnuder, og foretrak at holde sig lidt for sig selv.
Den første måneds tid måtte vi ikke forlade kasernen, hvilket jo var lidt hårdt, da jeg jo havde en sød kæreste derhjemme. Efterfølgende blev det mere tåleligt, da vi normalt fik fri klokken fem, og så kunne skynde os til togstationen, hvor vi københavnere så kunne få et par timer hjemme sammen med venner og kæreste. Det var noget af en rejse blot for nogle timer, men det gjorde vi gerne – så ofte at det kunne lade sig gøre.
Vælg afsnit ved at klikke på billede
